Par Hundrede Kroner, saa kunde Tørres Wold uden at vække Mistanke skaffe disse Penge tilveie mod en 3-maaneders Vexel; idet man bestandig fra begge Sider forudsatte, at disse Penge var nogle, han havde faaet at bestyre for nogle fraværende Personer langt borte.
Kun en enkelt Gang mellem Kammeraterne, hvor man ikke tog det saa nøje med Hemmeligheder af denne Art, kunde En, naar de sad og drak, give Tørres en liden Hentydning til Fru Knudsens Skuffe. Men Tørres lo med og saa fra den ene til den anden; han viste, der var ikke en, der for Alvor vovede at kaste den første Sten. Men ellers — udenfor den intime Kreds nævnedes ingen Mistanke; og hvis en uforstandig Husmoder spurgte sin Mand: »Men Gud! — hvor faar slig en Krambodgut Penge fra?« — saa svaredes der i en forretningsmæssig Tone: »Den unge T. Wold er usædvanlig dygtig, Bankchefen interesserer sig for ham.
— Imidlertid havde Tørres ingen Dag forsømt, men regelmæssigt taget lidt af Skuffen hver Eftermiddag. Han indsaa, at det aller sikreste var Jævnheden af de Beløb, som forsvandt, samt at der bestandig blev taget noget;
