nelius Knudsens Forretning er fuldstændig solid, især i Forbindelse med G. Krøgers Endossement; men som Førstemand hos Enkefru Knudsen skulde De dog lade det være Dem magtpaaliggende at søge Gjælden forminsket; den er stor nok; men jeg nærer langtfra nogen Frygt — eller Mistanke — som De udtrykte Dem.«
Mens han talte, havde Bankchefen reist sig, og var gaaet hen til Vinduet; han trængte formelig til at gjenvinde sin Aplomb. Noget saa klodset havde han aldrig mødt, og han fik ringere Tanker om denne »unge Kraft.« Det var ellers hans Vis, naar han saa nogen Ungdom slaa sig op, at komme tilhjælp med Raad og Nedladenhed, som han siden tog sig betalt paa mange Maader; men de maatte helst være lidt finere end denne.
Og Tørres paa sin Side nyttede de Øieblikke, mens den anden saa paa Gaden, til at samle sine Tanker. Han havde været lige paa Randen af sin Skjæbne, et Ord til, og han havde forraadt og udleveret sig selv og sin Hemmelighed. Saa galt var det ikke gaaet; hvor meget end Bankchefen viste eller anede,
