Jenter, Jenter og Guld, — han sang højt og trampede til, skjønt han ikke kunde synge.
Han gik ligesom og knuste noget andet, medens han selv vokste, vokste forbi sine tyve Aar, vokste sig saa stor, at han maatte aabne sin tandstærke Mund, — ligesom for at sluge sit eget uhyre Begær.
Og da han saa Baaden ligge inde i Støen paa den søndre Side af Stenen og ingen Mennesker ved den, da stormede han ned over den sidste Skrænt — leende og jublende for sig selv og lige ned i Stranden til Baaden.
Men ved Lyden af hans sidste Hop i de løse Strandstene kom et Hoved frem bag den store Sten; og en Mand, som Tørres vidste var Anders, spurgte tørt:
»Hvad vil du med Baaden min?«
I en ækel Følelse af Skræk og Skuffelse slap Tørres straks Stævnen; men sagde roligt, som om det var hans Ærinde:
»Kan du ro mig over til Stationen — Anders?«
»Nej.«
»Saa—aa? — jeg betaler for det.«
