noget iveien. Aldrig havde han været Halvparten saa elskværdig mod hende som idag. Men, medens han før med et Øiekast eller ved et Strøg med Haanden, naar han gik hende tæt forbi, havde kunnet bringe hende til at blusse og straale, saa syntes hun idag aldeles ikke at forstaa ham.
Tilslut — lige før de skulde tænde Gassen om Eftermiddagen — næsten drevet til Fortvivlelse af hendes Kulde, vovede han sig længere end han nogensinde var gaaet og prøvede at kysse hende paa Kinden bagfra.
Men da vendte Frøken Thorsen sig i al sin Jomfruelighed og sagde høit: »Men, Hr. Jessen! — er De bleven gal?«
Han skjælvede i Knærene og følte den kolde Sved under Øinene. Igaar, iforgaars og alle Dage havde han havt hende i sin Haand, — idag var hun undsluppen ham. Men netop dette, at han inderst inde var sig bevidst, at han hverken igaar eller iforgaars eller nogen Dag havde havt det afgjørende Mod til at tage hende, det gav hans Smerte en utaalelig Bitterhed, under hvilken han vaandede sig, mens
7*
