Side:Kielland - Samlede Værker 3.djvu/384

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er korrekturlest


Og hver enkelt skal opmuntres til at forstaa paa sin Maade, indtil han naar saa vidt, at han kan tilegne sig hele Kunstnerens Mening og lægge sin Beundring der, hvor Maleren selv synes, han er naaet høiest i sit Arbeide.

Men uden at de to Parter kommer til en bedre Forstaaelse af hinanden, vil det vare uendeligt længe, inden Kunsten bliver til Opdragelse og Forædling af hele Nationen.

Nu var der for Exempel en brav Mand paa Jæren, hos hvem en Maler havde boet. Denne havde efterladt som en Erindringsgave en liden Farveskitse af Bondens Hus, et vakkert lidet Maleri.

„Det er pent. Hvad synes De om det?“ — spurgte jeg Manden.

Aa jo, det var noksaa vel; men paa Tonen kunde man høre, der var noget i Veien. Det var der ogsaa; thi pludselig kom det ud af ham.

„Kan ikke De se, der fattes noget?“

„Nei — fattes der noget?“

„Ja, se nu selv paa Huset,“ sagde Bonden, „der fattes et Vindu nordenom Bislaget.“

Det var ganske sandt. Og skjønt jeg levende kunde forestille mig, hvor Malerne vilde blaase og le ad en saadan Indvending — for dem gjælder det Lys og Luft og Tone og Stemning og Varme og Kulde og mange andre Elementer; — saa kunde jeg paa den anden Side ligesaa levende forestille mig, hvor Bonden maatte faa liden Agtelse for en voxen Kar, som staar og glor paa hans Hus i timevis og alligevel ikke kan tælle Vinduerne.

Saa store Afstande er der. Saa langt er Arbeidet for at føre dem sammen. Og Ingen maa tro, at det kun gjælder Ukyndigheden fra neden; Malerne maa arbeide ligesaa meget med sig selv, om de vil komme ud af sin øde Indbildning, at de alene forstaar sig selv.


Faderglæde.


Det havde været en skrækkelig Nat for Fuldmægtig Iversen; forvirret og hjælpeløs var han faret gjennem Dagligstuen, Kjøkkenet, ud i Gaarden og saa ind igjen; — bestandig kredsende om Sovekammeret, hvor de ikke vilde lukke op for ham. —

Endelig, da det blev saa galt, at det syntes umuligt at bære for Nogen, havde de bare puffet ham ind i Stuen med den Besked, at at han havde faaet sit første Barn, en liden Datter, liden, men velskabt.