den sidste Skrænt — leende og jublende for sig selv og lige ned i Stranden til Baaden.
Men ved Lyden af hans sidste Hop i de løse Strandstene kom et Hoved frem bag den store Sten; og en Mand, som Tørres vidste var Anders, spurgte tørt:
„Hvad vil du med Baaden min?“
I en ækel Følelse af Skræk og Skuffelse slap Tørres straks Stævnen; men sagde roligt, som om det var hans Ærinde:
„Kan du ro mig over til Stationen — Anders?“
„Nej.“
„Saa—aa? — jeg betaler for det.“
„Baaden er lejet ud,“ svarede Anders og spyttede, vendte sig rolig bort og forsvandt igjen bag Stenen.
Der lød flere Stemmer, de lo og snakked bag Stenen, medens Tørres stod et Øieblik fortabt og samlede sig. Dog hans Blod var i saadan Fart, hans hele Sind var saa fyldt af den gyldne Drøm, at han raabte høit — netop for at det skulde høres af de andre der bag Stenen:
„Jeg byder 50 Øre for Skyds til Stationen.“
Men en Latter lød ud over det stille Vand, en Latter, som Tørres aldrig havde hørt Mage til, fordi det var Bylatter — tirrende, overlegen og fri. Og der blev raabt: „Kom frem! frem med Manden med de femti Øre! — lad os faa se paa Guldfuglen!“
Et Par lystige røde Ansigter strakte sig frem for at se ham, og idet Tørres flyttede lidt paa sig, fik han Øie paa tre Bykarer med Fiskegreier, som havde slaaet sig ned i Græsset i Læ af den store Sten. De havde hvid Dug bredt mellem sig, og Flasker laa i Ring fra den ene til den anden; der var Glas med rødt og gult i, Smør i Glasskaal, fint Bybrød, aabne Blikboxer, Kyllinger i Papir, — Tørres saa det alt i et eneste Blik uden at samle andet, end at dette var umaadeligt dyrt, og han sank ganske flad sammen i Modløshed.
„Kom Gut! og drik Dig et Glas!“ raabte den ældste blandt dem, som var tyk og rød i Hovedet.
Men Tørres stod mørk og svarede bare:
„Jeg skal over Vandet — jeg.“
„Aa, rejs du mig ad Helvede til,“ raabte den tykke og tømte selv Glasset; „det er vi, som raar for Baaden.“
„Er der Plads, Anders?“ spurgte en af de andre.
„Aa ja! — Du ved det, der er sagtens Plads,“ svarede Anders.
„Nej, nej!“ raabte den tykke afgørende, „»vi vil ikke have ham med. Jeg liger ikke at ro i disse raadne Baadene — allermindst overlastet.“
