„Saa vilde I vel kanske heller være sammen med Skipper
Randulf imorgen end gaa til Sivert Jespersen?“
„Det er en Skam at tilstaa det; men det vilde jeg rigtignok heller.“
„Jeg tænker ikke, nogen vil vredes paa dig, om du ikke kommer til Sivert Jespersen,“ sagde Sara; — efterat hun havde gjenseet Fennefos, var hun glad ved at blive sin Mand kvit for en hel Dag.
Jacob Worse blev glad som et Barn over denne uformodede Vending og skyndte sig afsted til Randulf, for at melde, at han havde faaet Lov til at komme.
De to sad igjen alene, og der blev en liden Pause.
„Er din Mand ikke frisk?“
„Nei! — han er syg; jeg tror, han har et Tilfælde indvortes.“
„Du mener til Legemet! jeg tænkte paa Sjælen. Er han endnu i sine Synder?“
„Jeg frygter for det — Hans Nilsen! Ordet faar ingen Magt i ham.“
„Har du prøvet at hjælpe ham? — Sara!“
„Ja — jeg har prøvet; men jeg ser ikke megen Frugt af det.“
„Kanske har du ikke prøvet paa den rette Maade. — Han har været en stærk Mand, kanske skal der stærke Midler til at bøie ham.“
Hun vilde spurgt ham mere om dette; men de blev afbrudt af Madame Torvestad, som kom, for at hente Fennefos. De skulde efter Aftale hen og se paa et Asyl for Pigebørn, som Haugianerne havde oprettet.
Sara fulgte med, hvilket Moderen kun ligte saa maadeligt. I den senere Tid havde hun været saa meget stillet i Skyggen af Datteren, at hun nu af al Magt bestræbte sig for at beholde Fennefos for sig selv.
Imidlertid lod hun meget glad, og de gik alle tre afsted. Sara følte en eiendommelig Glæde ved at gaa sammen med ham; skjønt han hele Tiden bøiede sig imod Moderen, der dæmpet fortalte ham et og andet om dem, de mødte.
Men da de kom hjem igjen, sagde Hans Nilsen Farvel til Madame Torvestad udenfor og fulgte ind med Sara i hendes Stuer.
De talte længe sammen, og Sara fortalte om Brødrene og satte ham ind i alt, hvad der var forefaldet under hans Fraværelse. Da hun snart mærkede, hvorledes han nu saa alting strængere og mørkere end før, lededes ogsaa hun i sin Fremstilling til at give det hele et værre Præg. Hun fortalte om den store Lunkenhed blandt dem; den stygge Begjærlighed efter jordisk Gods; hvorledes
