Naar de saa kom paa egen Haand med en liden Forretning, slog
de sig snart op. Paa Fisket, hvor det mangen Gang kunde gaa
temmelig vildt til, var de ogsaa med, skjønt de led megen Bespottelse,
fordi de sang Salmer istedetfor at bande og drikke.
Men efterhaanden begyndte de andre at indse, at de Hellige ikke vare til at foragte. Aldrig var der noget iveien med dem, hverken Slagsmaal eller Fylderi blandt deres Mandskab; deres Baad var altid parat og deres Greier i den bedste Orden; og skjønt de hverken bandte eller drak, seilede de dog omkap med de galeste Vaaghalse, og skjønt de for frem med Sagtmodighed og fromme Ord, fik de dog sin Ret frem, og man betænkte sig to Gange paa at gaa dem for nær.
Sivert Jespersen var ogsaa saadan en Bondegut, der havde slaaet sig op fra ingenting. Nu eiede han to store Søhuse i Byen, flere Salterier nordpaa; og desuden havde han adskillige Skibsparter.
Nu reiste han ikke længer selv paa Fisket; han var over sexti Aar, krogrygget og fuld af Gigt — som de fleste, der havde været paa Vinterfiske i Ungdommen. Men naar Silden kom, vandrede han om paa Søhuset — i sin ældgamle Kalmukkes Frak og Peltshue, og da var han i Perlehumør.
Hele Huset op tiltops fuldt af Mennesker, Sild, Salt og Tønder; Raab og Larm, Bødkernes Slag, Vindetougene, som skurede og og ned; Gulv og Trapper vaade og glatte af Sildeblod og Lage, som dryppede gjennem Gulvene fra øverst til nederst, Silderisp opefter Væggene, hvor du vendte dig, og en Lugt som i Maven paa en Hvalfisk — der gik Sivert Gesvint med sit Talglys i Haanden op og ned og rundt i hele Huset — nynnende halvhøit sin Yndlingssalme:
„O du min Immanuel!
Hvilken Himmelglæde
Har du gjort min arme Sjæl
Med din Purpurvæde.
Fjenden tænkte, den var fast;
Men hans træske Snare brast.
Op min Sjæl! til Sang og Fryd —
„Nei — nei — nei!“ raabte han pludselig med skarp Stemme.
Der var noget paafærde blandt Ganejenterne; enten to sloges eller det var Spøg: men de var saa voldsomme, at de væltede et Par færdige Tønder, saa Silden gled udover Gulvet og opi Saltbaljerne, og der blev et helt Søl.
„Nei — nei — nei!“ — gjentog Sivert Jespersen, da han kom hen til dem, og nu var hans Stemme atter mild og blid som altid,
