— kanske ikke helt fri for sine Skrøbeligheder. Men saalænge Guds Ord prædikes purt og rent — og det har jeg da endnu ikke hørt benægte selv ikke af vore vildeste Kristusfiender —“
„Purt og rent!“ afbrød Gabriele; „det vil sige, at de Skriftkloge trækker frem, hvad de behøver, og stikker Resten under Stolen.“
Fru Jürges hoppede helt hen i det borteste Hjørne af Sofaen; og Johannes sagde lidt ærgerlig: „Nei Gabriele! nu ved du slet ikke, hvad du siger.“
„Din Kjæreste gjør ellers Indtryk af at vide god Besked om, hvad hun vil sige,“ sagde Præsten venligt.
„Naturligvis,“ svarede Gabriele; „jeg mener ogsaa, hvad jeg sagde.“
„Skulde De da ikke ville være saa snil at nævne os et Exempel, hvor disse Skriftkloge, — som formodentlig i Deres Mund skal betegne Statskirkens Præsteskab? —“
„Betegner ikke de Skriftkloge det herskende Præsteskab i det nye Testamente?“ spurgte Gabriele krigersk.
„Nu ja, derom ville vi ikke stride,“ sagde Præsten, „skjønt der vel kunde være adskilligt at bemærke til det ogsaa. Men sig os heller — nævn os et Exempel, hvor der i vor Kirkes Lære er trukket noget utilbørligt frem og noget stukket under Stol?“
Gabriele gyngede frem og tilbage, mens hun svarede: „Det vilde lidet nytte, om jeg kom frem med mine Exempler. Thi Skriftklogskaben er saa gammel og snedig, at det, som er for et almindeligt sundt Menneske som at løbe Panden mod Væggen, det er for Theologien en aaben Port saa gladelig.“
„Da vi nu imidlertid Staar foran Dem — to af disse Skriftkloge — en gammel og en ung,“ sagde Præsten fremdeles mildt og roligt, „som i al Oprigtighed tror, at vor Kirkes Lære er den sande og uforfalskede Kristendom — udgaaet af Herrens egen Mund, optegnet og bevaret af Kirkens hellige Mænd, — vil De saa ikke, istedetfor at bryde Staven over os i store og almindelige Ord, heller nævne os noget bestemt, paavise om det saa kun var et eneste Punkt, hvor Kirken trækker frem og putter tilside, bortforklarer eller omgaar noget i Kristi Lære —“
„— noget væsentligt“ — vilde Johannes indskyde; men Faderen fortsatte til Gabriele uden at agte paa ham:
„Finder De ikke selv, — efter hvad De har sagt —, at dette er etslags Pligt for Dem, hvis ellers Pligt er et Ord, som findes i Tidens reviderede Ordbog?“
„Naar De tar det paa den Maade,“ svarede Gabriele, „skal jeg komme med mine Exempler, forat De ikke skal faa det vendt saa-
