begyndte at blive til Hygge i Huset; og saaledes blev Sønnen saa meget mere for ham.
Brevene til og fra Johannes i Forbindelse med Arbeidet i Hovedstadens Avis blev næsten mere end hans egentlige præstelige Gjerning det, som udfyldte hans Liv. Men han frygtede ikke for nogen Bebreidelse hverken af Gud eller Mennesker. Thi han kjendte nu sin Menighed tilbunds. Han vidste, at de var forstokkede og selvgode; det, de behøvede, for at faa den rette Hunger efter Ordet, var ikke den vennesæle og milde Hyrde; men meget mere en kraftig Herrens Tjener, som kunde tage dem i Nakken og bøie de haarde Halse.
Derfor havde han fulgt og fulgte med god Samvittighed sit indre Kald til den større Kampplads, for at samles omkring Herrens Salvede med Landets ypperste Mænd og byde Stormen Trods.
Og han var sig bevidst, at intet Had — ikke engang nogen Ringeagt mod de lavere Klasser, fra hvilke Tidens Bevægelser steg op, kunde paavirke ham. Thi sin Ungdoms Delagtighed i Bondeforgudelsen havde han hverken glemt eller fornægtet. Han tilstod den for enhver, som vilde høre; og han lagde til, at netop derfor — netop fordi han selv havde gjort hele Bevægelsen med, førend den endnu var forplumret af samvittighedsløse Førere, derfor var han mer end kanske nogen anden istand til at sondre mellem det berettigede og det fordærvelige i hele Tidens Retning.
Naar først engang det arme vildledte Folk var revet ud af Klørene paa de slette Opviglere, naar engang dette forargelige Stormløb mod alt, hvad der var høit og helligt, havde knust sin Pande mod den Gud, som ikke lader sig spotte, — o da skulde ingen være ivrigere end han til at læge Saarene, til at modtage de ydmyge, glemme og tilgive.
Men endnu var det Kampens Dag; endnu lød Herrens Ord til sine Stridsmænd: bærer ikke Sværdet forgjæves. Og idet han nu rettede sig op og mødte sine faste mørkeblaa Øine i Speilet, maatte han atter smile, da Erindringen vendte tilbage om den lille Scene inde i Stuen. Hvor smaat tog det sig ikke ud for ham nu! — han bestemte sig til at være endnu mere mild og overbærende; — hun kunde jo ikke vide — stakkels Mina! hvor høit hans Tanker laa over hendes.
Derpaa satte han sig bred og kraftig i sin store Armstol ved Kontorbordet, tændte sin lange Pibe og udfoldede atter Hovedstadens Avis. Han fandt snart Stedet og fortsatte rolig og fri for al smaalig Bekymring Læsningen af sin egen Artikel:
