Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/426

Fra Wikikilden
Denne siden er korrekturlest


Men rundt omkring i Dalene og opefter Aasene og i Heiene langt inde i Fjeldene — der vidste Folk, at idag sender Præsten Klokkeren med Nøglen; idag er Guds Hus aabent, og Herrens Tjener slipper alle ind.

Alle de bekymrede og betrængte, som sad indsneede i sig selv i Tvivl eller Bekymring, i haabløs Lede eller med halvtugtede Lyster snusende omkring gruelig Udaad, forskræmte Piger i Ungdoms Fristelse og gamle Syndere med Angeren i Halsen — kommer hid alle I, som syge og sorgfulde ere, det er Prækensøndag.

Og de kravlede ud i Graalysningen, spændte Ski under Fødderne eller den langraggede Hest for Slæden; og paa Veien formede hver sit, som han skulde se at faa afgjort med Gud.

I Kirken sad de stille og ventede — Mændene paa den ene og Kvinderne paa den anden Side; og de hørte den stærke Stemme over dem, som talte paa det fine Maal.

Han tolkede den hellige Skrift med Alvor og uden vanskelig Lærdom. Men klart og greit vidnede han mod de onde Tider, mod Oprør og Trods i stort som i smaat; mod de falske Profeter, som forvende Folkenes Hjerter. Med Skriftens egne Ord revsede han de selvkloge og gjenstridige; han prædikede Lydighed under Herrens Tugt og Lov, under den af Herren indsatte lovlige Øvrighed; han skildrede den kristelige Ydmyghed, som fornedrer sig selv; den taalmodige Kristen, som ikke bekymrer sig.

Det var Guds Ord purt og rent; den sande uforfalskede Kristendom, ganske som i Hovedstadens Avis.

Og Folket kravlede hjem igjen — tunge og saa underligt tomme i Øinene, og hver enkelt sagde stille til sig selv: „næste Gang vil han tale til mig, næste Gang.“

— Men langsmed det undersneede Land væltede Havet sine iskolde Vinterbølger, mens det ventede paa Vaaren, som skulde sende al den døde Sne tilsøs i modige blaa Strømbølger og fylde Dalene med Løvlugt og Fuglelyd og lufte ud i de kvalme Ovnskroge.

Og mens de ventede, reiste de utaalmodige Brændinger et Bulder, som rullede og rullede indover de første Fjelde og dulmede og døde i Sneviddernes uendelige Stilhed. —

Men en Lyd er der, — der er en Lyd i Sneen, som Øret drager til sig i aandeløs Lytten, — en munter liden klingende Lyd af ringlende Bjælder langt borte i Skoven.

Naar de melder fra Kjøkkenet, at der høres Bjælder, løber alle ud af Stuen — de unge først og de gamle bagefter. I tæt Klynge i den aabne Dør uden at ænse Sneen og elleve alvorlige Frostgrader