I Buret lagde de Bomuld og fint Garn; rundt om i Stuen —
helst paa de Steder, hvor de engang havde fundet et knust Æg,
byggede de med al sin Kunstfærdighed smaa Reder af bløde Stykker
Multum foret med Bomuld og Krølhaar; — ja tilslut løb de
endog omkring i Stuen med et Rede i hver Haand, naar Fuglens
Opførsel syntes dem mistænkelig.
Men den uforbederlige Skabning skuffede dem bestandigt. især havde den en Plads oppe paa Speilet, hvorfra den yndede at værpe ned paa Bordet, naar ingen passede paa.
Det voldte Jomfru Mette og Jomfru Birgitte Stor Sorg; og det var ikke frit for, at de i ophidsede Øieblikke gjensidig gave hinanden Skylden. —
— En Aften i Klubben spurgte Havnefogden ondskabsfuldt: „Er den gamle Adam reist til Bergen?“
„Ja — han reiste i forrige Uge“ — svarede Worse.
„Hvad mon han skulde der?“
„Forretninger naturligvis. C. P. Garman har meget i Bergen.“
„Laane Penge — kanske — pop-pop.“
„Hør nu Havnefoged! — nu skal det være nok med dette,“ for Jacob Worse op.
Men den anden fortsatte uforstyrret: „Kan saamæn aldrig vide det — pop-pop —, svære Tider for store og smaa. Talte med Kaptein Andersen — Freia —, kom lige fra Bergen. Den gamle Adam vilde gjerne have et Par Tusinde Specier — — sagde de, hvor han bare kunde faa dem; men han fik dem ikke, — nix — nei! de Bergensere pop-pop! kom ikke der og dyp!“
Nu blev det alt for galt. Worse gik lige hjem. Var det alt i Folkemunde, at det stod daarligt med Huset C. F. Garman og var Krediten svækket, saa var det s’gu paa høie Tid for Jacob Worse at rykke ud.
Den næste Formiddag fremstillede han sig i Kontoret, lukkede Døren til Dagligstuen og den til det indre Kontor; han vilde bede om en Samtale under fire Øine med Konsulen.
Hans Væsen var idag høist besynderligt — en Blanding af Usikkerhed og Underfundighed, der bragte Konsulen til at lægge sig bagover i Armstolen og spørge: „Er der passeret noget?“
„Nei — paa ingen Maade — paa ingen Maade,“ svarede Worse, han stod og vaggede over fra det ene Ben til det andet, „det var bare noget, jeg vilde bede Kunselen om.“
„Vi er altid rede til at imødekomme alle billige Ønsker fra vore gamle Venner, saa langt vor Evne strækker. Sæt Dem ned — Kaptein Worse!“
