mit Ærinde hos Dem idag var at forberede Dem paa, at jeg ved næste Generalforsamling agter at fremsætte Forslag til Fabrikens Likvidation.“
„Værsaagod!“ — svarede Professoren, vendte sig og gik hen til det midterste Vindu.
Han var saa oprørt, at han en Stund ikke forstod; men som han stirrede ned i Haven, hvor Crocuserne begyndte at vise sig langs Veikanten, klarnede Situationen i al dens Farlighed for ham.
Fortunas Stilling var desværre meget slet — ingen vidste det bedre end han selv, som med store personlige Opofrelser havde holdt den ilive og i en tilsyneladende Trivsel. Det var ikke umuligt, at Aktionærerne, naar de fik fuld Besked om Status, vilde foretrække en Likvidation, og da vilde han selv staa som den, der havde paataget sig, hvad han ikke magtede, som den, der havde paaført sine Medborgere Tab; hans hele Stilling, al den Dyrkelse, som var bleven ham kjær og uundværlig, — væk med det altsammen.
Men noget meget — meget værre steg i dunkle Omrids frem for ham; om Fabriken fallerede, var hans Navn halvveis ødelagt, hans Kredit vilde faa et Stød; de allerstørste Vanskeligheder kunde opstaa.
Carsten Løvdahl følte, at han blev blød i Knæerne; det maatte ikke ske nu; Tiderne var virkelig truende. Alt kunde endnu vende sig; naar han bare fik Tid; et Øieblik sank hans Mod saa lavt ned, at han tænkte paa at ydmyge sig og bede Christensen holde sit Forslag tilbage.
Men idet han vendte sig mod Bankchefen, som trak sine Handsker langsomt paa, fik han en god Idé:
„Dersom De er saa ængstelig for Deres Fortunaaktier, saa faar jeg heller overtage dem; hvormange har De i Øieblikket?“
„Jeg har ti; men jeg kan ikke vente, at Hr. Professoren atter vil overtage flere, —“
„Aa vær ikke bekymret for min Skyld,“ sagde Professoren og lo overlegent, „de forrige fem Aktier, jeg kjøbte af Dem, solgte jeg saamænd en halv Time efter med Avance.“
„Virkelig?“ svarede Christensen høfligt; „vilde De fremdeles overtage Aktierne for fuldt indbetalt!“
„— al pari — som sidst — naturligvis!“ svarede Professoren; „og saa haaber jeg, De vil indse, at Deres Forslag om en Likvidation er mildest talt ubetimeligt?“
„Nu bliver der jo ikke længer Tale om det Forslag; da jeg ikke længer er Aktionær, træder jeg selvfølgeligt ud af Direktionen ved næste Generalforsamling.“
