Han var saa lykkelig efter den udstandne Lidelse, at han slet
ikke kjedede sig, som han ellers pleiede i Forsamlingerne; han
kunde jo se Henriette. Og da de hellige Ord og Sangen ogsaa
gjorde sit Indtryk paa ham, der havde været saa længe fra det,
blev han saa bevæget, at han takkede Vorherre, fordi han havde
sendt ham hin korte, men haarde Prøvelse, forat han desto bedre
skulde skjønne paa, hvor godt han nu havde det.
Da Salmen var sungen, bar Husets Døtre ind The og Smørogbrød. Efter en Bordbøn af Endre Egeland, spiste alle godt og drak megen The, hvorpaa de skiltes lidt over Klokken ni.
Da Worse igjen stod nede i sine Stuer og saa Madame Torvastads Gjæster gaa over Torvet fra Worsesmuget, vidste han ikke enten han skulde le eller bande, naar han tænkte paa, at det var med disse Folk, han havde tilbragt sin første Aften.
Der gik Endre Egeland, om hvem det blev sagt, at han lokkede Bondepigerne ned paa Søhuset, og den Sivert Gesvint, som havde snydt ham saa blodigt paa det Saltet!
Det skulde bare Randulf vide!
Alligevel maatte han flere Gange tænke paa, hvor hyggeligt det havde været at synge med Jomfru Sara, og han fandt, der var ensomt og tørt i hans store luftige Stuer.
De følgende Aftener var Skipper Worse igjen i Klubben og befandt sig vel. Det var bare den første Dag, det faldt saa forkjert med disse unge Amerikafarere.
Senere flokkedes jo de gamle Venner om ham, og han fortalte mangen god Historie fra Rio de Janeiro, sang ogsaa et Par engelske Viser med Omkvæd paa Spansk, som han havde lært af en deilig Pige, der hang i en Matte mellem to Palmetræer.
Det var noget, som slog an; thi i Klubben blev der sjunget næsten hver Aften; og da de havde lært det spanske Omkvæd, faldt Koret ind med en Kraft, saa at Skeerne klirrede i de store rygende Toddyglas.
Ah chio — chio — la-la-la,
Ah — chio — chio voi!
Der var baade Havnefoged Snell og Kontrollør Aarestrup, Toldskriver Preuss og Brandinspektøren og forresten en hel Del Skippere og Rhedere.
