„Hvorledes laver du Kjødsuppe? — lille Fredrikke! — lad mig
lære det.“
Fredrikke blev lidt forvirret:
„Ja det er jo ikke ofte, vi har Raad til at spise Kjødsuppe; men forleden Uge eller kanske var det Ugen før, da fik du Kjødsuppe — Morten! ikke sandt? kan du ikke huske, du syntes, den var saa god?“
„Den var kanske vel saa god som Moders,“ svarede Morten høitideligt.
„Se — det glæder mig,“ svarede Madame Kruse og rettede paa sin Kappe; „og hvad var der saa i den Suppe? — lille Fredrikke.“
„Jo der var rigtig god Kalvekraft og saa en fuld Ske Liebig og saa en brun Jævning.“
Men da brast Madame Kruses Taalmodighed. Var der noget, hun som gammel, solid Madmoder hadede og foragtede, saa var det saadanne sammenlavede ureelle Retter og bare Lyden Liebig kunde bringe hende i Affekt.
Hun vendte sig lige mod sin Svigerdatter og sagde raa ivrigt og indtrængende, at hendes Kappestrimmel sitrede deraf:
„Ja ved du hvad — Fredrikke! — saa takker jeg rigtignok den gode Gud, at jeg ikke skal spise saadant noget Søleri.“
Peder busede ud i en hjertelig Latter; gamle Jørgen, som altid forstod længe bagefter, saa fra den ene til den anden; men Fredrikke sad et Øieblik stum; Vreden tumlede Ordene rundt for hende, saa hun ingenting fik frem, Morten — den Klodrian kom hellerikke tilhjælp, og pludselig brast hun ilydelig Graad og styrtede ud af Spisestuen.
Morten var bleven bleg; han sagde strængt og bebreidende:
„At Mor har Hjerte til at mishandle den stakkels Fredrikke saaledes.“
Javist var det galt, det var rent galt; men det fór hende saadan af Munden, mente Moderen; hun havde allerede glemt, hvorledes det var kommet, og havde bare Følelsen af, at hun havde været lei mod Svigerdatteren. Og Enden blev, at hun maatte gaa fra Bordet, for at opsøge Fredrikke, som hun fandt hulkende paa Sofaen i Dagligstuen; og der maatte den Gamle gjøre mange Undskyldninger for at formilde hende og faa hende ind tilbords igjen.
Men denne Begivenhed blev for Fru Fredrikke et uudtømmeligt Arsenal, hvorfra hun hentede mangfoldige Syle til at stikke i sin Svigermoder; og dennes Anger var saa oprigtig, at hun tog imod som en retfærdig Straf.
Imidlertid blev Følgen af alt dette, at gamle Madame Kruse blev
