Trofasthed og har over med ham; han havde nu engang ikke faaet større Pund anbetroet.
En af Kvinderne sukkede: „Ja det var et sandt Ord — Sivert Jespersen! ikke skulde vi langt komme med vor egen Fornuft i de aandelige Ting.“
Madame Torvestad tog nu Ordet; hun sad gjerne og bladede i en hel Del smaa Bøger, som laa paa Bordet ved hendes Plads ligeoverfor Sara. Det var dels Traktater, dels Bønnesamlinger og aandelige Sange. Og naar hun traf noget, som passede, flettede hun det ind i sine egne Ord, saa det blev halvt Tale, halvt Oplæsning.
„En Kristen bør altid ihukomme,“ begyndte hun, „at der er mange høie og hemmelighedsfulde Underværker i Naadens Husholdning, som aldrig i Tiden af den stakkels Menneskeforstand skulle kunne fattes og begribes. Derfor behøve vi aldrig at besvære os med at forsøge at begribe det; men blot stole paa Guds Almagt og Sanddruhed, som har kundgjort os det. Ja — saasnart Fornuften vil begynde at overveie, hvorledes det er muligt, hvad Christus siger, skulle vi strax vide, at det er Fristelsens Time, — at Djævelen er nær, den gamle, fornuftige Slange, som forførte Eva ved sin Træskhed; og da skulle vi øieblikkelig paakalde Guds Navn til Beskyttelse mod Døden, ja mod selve Helvede. Maatte vi dertil alle forundes Naade.“
„Amen“ — sagde Nicolai Egeland.
„Men Kjære!“ — spurgte Sivert Jespersen henover til de Unge, „hvorledes skulle vi forundes denne Naade?“
„Det er den Helligaands Gjerning,“ kom det nede fra Døren.
„Det var rigtigt svaret — lille Erik! og hvad kalder du denne den Helligaands Gjerning?“
„Helliggjørelsen.“
„Og af hvilke Stykker bestaar Helliggjørelsen? — kan du ogsaa svare paa det?“
„Igjenfødelsen, Retfærdiggjørelsen og Fornyelsen.“
Atter saa alle med Velbehag paa den flinke Gut. Selv sad han uden Forandring i sit Ansigt, Munden halvaaben — parat, saasnart nogen trykkede paa Knappen.
Men nu blev Nicolai Egeland ærgjerrig, og han begyndte paa det længste Skriftsted, han kunde: „Synden kom ind i Verden formedelst et Menneske,“ men Madame Torvestad afbrød ham lempeligt:
„Det er en underlig Ting med det gjenfødte Menneske; han er ikke Slave af en eneste Synd eller verdslig Lyst, — ja ikke engang af uskyldige Ting, Naar jeg siger, han er ikke Slave, saa er det ikke Meningen at nægte, at han jo i en svag Time kan overfaldes
