dyrere, saa var jo det selve Handelens Princip, — fuldstændig fair play.
Han sagde derfor tilslut i en rolig, velvillig Tone: „Jeg vil overlade Dem disse fem Aktier for et Tusinde og femti Kroner pr. Aktie; det er fem Procent over indbetalt Beløb.
„Staar De ikke høiere?“
Professoren følte idetsamme, at han havde været dum; han kunde forlangt meget mere; men han svarede:
„Jeg tror nok, at hvis man udbad Fortuna-aktier paa Markedet, vilde det vise sig, at de staar høiere, men —“
„Mange Tak! — jeg forstaar; det er meget venligt af Dem;“ Morten Kruses Ansigt blev næsten smilende, idet han greb i Brystlommen og trak sin Tegnebog frem.
„Se det kan jeg lige,“ raabte Professoren, „en kontant Forretning.“
Og medens han med forretningsmæssig Langsomhed forsynede hvert Aktiebrev med sin Transport, talte Morten de fem Tusinde Kroner op ligesaa langsomt i store Sedler; dernæst Overprisen i mindre; det blev 5,250 Kroner.
Professoren skimtede, at der var mere i Tegnebogen, og da han havde lagt Pengene under en Brevpresse og leveret den anden Aktiebrevene, sagde han:
„De har vel anbragt en Del af Deres Kones Formue i Deres Hr. Fars Forretning?“
„Nei — Far siger, det passer ikke i hans Forretning.“
„Det kan jeg nok tænke mig,“ lo Professoren, „Jørgen Kruse har vist Penge nok.“
„Tror De?“
„Deres Far er vist meget rig; men han burde jo eie det dobbelte.“
„Hvorledes det?“
„Han kunde jo ved at anbringe sine Midler i nye Foretagender sammen med driftige Mænd utvivlsomt opnaa en dobbelt saa stor aarlig Indtægt.“
„Tror Hr. Professoren virkelig det?“
Morten gumlede endnu paa dette, mens han knappede sin Frak og tog Afsked.
Men idet de aabnede den lille Dør ud til Trappegangen, fór et skarpt, skjærende Skrig gjennem Huset.
Begge Herrer stansede og betragtede hinanden forvirret, meget flaue ved at tænke paa denne Samtale, der begyndte saa fromt og
