Som voxen havde han altid været rig ved sin Kones store
Formue; men han medbragte dog fra sin Ungdom og i sit Blod
Embedsslægternes aabenbare Foragt for Kræmmerne og hemmelig Respekt
for Pengene.
Sin Kones Formue havde han brugt klogt og forsigtigt: glad ved det Velvære, Pengene bragte; men uden den umiddelbare Følelse af deres Magt og mange Muligheder.
Men disse Penge paa Bordet foran ham havde noget ganske aparte ved sig; han havde selv frembragt dem i en Haandevending; han havde Magt til at frembringe flere; for første Gang havde han den berusende Fornemmelse, at i hans Haand laa noget af den Kraft, der som en Naturmagt bøier og reiser Menneskene; og mens han strøg over Sedlerne, kriblede det ham i Fingrene, og han syntes formeligt, at det krøllede Papir lugtede godt. —
— Da Abraham kom hjem, fandt han altsaa sin Far forynget og ivrig i en stor Rørelse af forskjellige Foretagender, skjønt Fortuna endnu blev nævnt som det hovedsagelige.
Han fik sin Plads ved en ny Pult og tog fat — lykkelig og fuld af Mod.
„Kom ind — kom bare ind — Hr. Kandidat! — saa kan De faa se, hvorledes Smaafolk har det; det kan De have godt af; og desuden er det Mode — hvad siger De? Arbeidsherrerne kjende jo nutildags sine Arbeideres Liv og Vilkaar tilbunds; og betragt Literaturen — hvad siger De? bare Smaafolk, Fattigfolk, Arbeidsfolk— oh! min høistærede Herre! vi flyder over af Forstaaelse og Medlidenhed! — jo det er en nydelig Verden, vi lever i; — hvad siger De?
Dermed pegte han rundt i den lille sorte Stue, hvor der næsten ikke var nogen Ting.
Kun henne ved Vinduet var der en Opstabling af Rør og hvidskrællede Pisker, og midt i det sad en ung Pige og bandt Kurve.
„Hvem er det, du har med dig — Far?“ spurgte hun skarpt.
„Det er Kandidaten, den unge Løvdahl, den nye Bestyrer — siger man; — ja — Herre! hun er blind,“ tilføiede han tørt; ikke saa sjeldent blandt Fattigfolk, Smaafolk og Arbeidsfolk.“
Datteren smilte bittert og vendte de slukte vandblaa Øine mod Lyset, mens hendes smaa hvide Fingre bøiede et Rør.
Abraham Løvdahl følte sig ilde; og da den Gamle gik ud i det lille Kjøkken, for at hente sin Eftermiddagskaffe, sagde han forlegen:
