„Nei — nei slet ikke! betænk dog —“
„Tænk selv, hvor ofte vi har talt om dette; har du ikke altid forsvaret Kjærlighedens Ret?“
„Ikke nu — ikke saaledes, — forstyr mig ikke, lad mig være i Fred; se dog alt det, vi ødelægger; — nei lad det blive som før, eller hvis det er umuligt, saa reis! —— jeg beder Dem Mordtmann! lad mig være i Fred.“
„Men jeg — jeg! — det tænker du ikke paa! hvad skal der blive af mig?“
Hun tog ham i Skulderen, vendte ham mod Lyset og betragtede hans Ansigt opmærksomt. De aandede begge kort og stødvis, og hans Ansigt var blegt og fortrukket; medens han stammede uforstaaelige Ord og knugede hendes Hænder.
„Hvad har jeg gjort?“ raabte fru Wenche; thi Lidenskaben i i ham var saa aabenbar og sand i dette Øieblik, at den helt greb og overbeviste hende; „jeg har handlet ilde mod os begge.“
„Nei — vist ikke! du har valgt, du er min; hvis du ikke bedrager mig.“
„Jeg bedrager Dem ikke — kjære Ven!“
„Saa kom! — tag Skridtet fuldt ud, bliv min!“
„Hør mig, hør et fornuftigt Ord; vi er jo halvt utilregnelige begge to i dette Øieblik; nu maa jeg raade, som er ældst.“
„Aa“ — afbrød han utaalmodigt; men hun lagde sin Haand paa hans Mund:
„Gaa — gaa — kjære Mordtmann! — og kom igjen om nogle Dage — om et Par Dage; vi maa begge tænke og overveie; lad os ikke i Øieblikkets Rus føre uslukkelig Sorg over os selv og andre. Lyd mig, De ved, jeg har Ret.“
Han vilde ikke høre; men hun tvang ham med Bønner og kjærlige Ord henimod Døren; her greb han hende endnu engang og kyssede hende; derpaa for han ud af Døren og gik halvt sansesløst gjennem Forstuen.
Hun kastede sig i Sofaen og holdt Hænderne for Øinene, hans Kys brændte hende; hun elskede ham; der var en Smerte i dette, som snørede hende ind i en lyksalig Angst, og hendes Tanker stod ganske stille foran dette ene.
Hun kunde ikke tage fat paa at tænke paa sin Mand og paa sin Søn; men den halvklare Ængstelse, hun en Tid havde kjæmpet med, blandede sig smerteligt ind i den usigelige Forvirring.
Hendes Mand kom hjem og gik fra Forstuen lige ind i sit Kontor. Der var et lidet Skab paa Væggen, hvortil han bar Nøg-
