lade Sønnen lære mere end hans stakkels Hoved kunde taale; men det turde hun aldrig tale om.
Ellers fortalte hun hver Gang de samme Historier, spurgte, om det ikke var sandt, at lille Marius havde været den allerflinkeste i Latin, og blev ikke træt af at fortælle, hvormeget han havde holdt af sin Ven, hvorledes han beundrede og saa op til ham; — „ja det gik saa vidt“ — her lo den blege Dame med en liden, vissen Latter, „at jeg — min Nar! — var ganske skinsyg paa denne Abraham Løvdahl. Se her — bag i en af sine Glosebøger har han skrevet med store Bogstaver: A. L. er den største Helt, som findes paa Skolen. Det er dig — det er Dem —“ Fru Gottwald blev forvirret; hun vidste næsten ikke, om hun kunde blive ved at sige du til Abraham; han holdt sig saa stiv og voxen.
Hellerikke var det muligt for hende at faa ham til at blive længe ad Gangen eller komme igjen oftere; indtil hun engang fandt paa at traktere ham med Vin og Kage, og det hjalp noget.
Han kom nu undertiden af sig selv — helst i Mørkningen og sad noksaa taalmodigt og hørte paa de gamle Historier, fortalte ogsaa et og andet Træk fra deres Samliv, som satte den stakkels Fru Gottwald i Henrykkelse.
Men Abraham sneg sig altid til og fra disse Besøg; han havde en tydelig Fornemmelse af, at hans Far ikke paa nogen Maade vilde synes om, at han vedligeholdt denne Omgang med lille Marius’s Moder.
Men sexten Aar er ikke noget at stille op imod Smørkranser og Sherry. —
— Imidlertid var Michal Mordtmann lige ivrig med sin Fabrik, som nu var delvis færdig. Men da Høstregnet for Alvor begyndte, blev det ikke længer saa morsomt at gaa derud hver Dag, hvorfor han fik indrettet et Kontor for Fabriken „Fortuna“ i Byen.
Med sit Forhold til Fru Wenche var han ikke rigtig tilfreds; det avancerede altfor langsomt — kanske slet ikke. Han var nu meget indtaget i hende; et Forhold til en saa smuk og interessant Dame med en saa liberal Mand vilde han sætte overordentlig Pris paa. At hun i Virkeligheden ogsaa — ialfald var nær ved at blive forelsket i ham, det vidste han sikkert; han havde seet det utallige Gange i Smaating.
Over Fru Wenche havde der forresten iden senere Tid været noget forunderligt, noget nervøst, vexlende, — ligefra en ordknap Stirren ud i Luften til en Snaksomhed, der var næsten pinlig.
Mordtmann var overbevist om, at han var Aarsag til al hendes Sindsbevægelse; og hun var just i denne Tid saa skjøn og bedaa-
