færde, holdt indtrængende gudelige Foredrag; Professoren kunde en og anden Gang lade falde et Ord som: det maa du bede Vorherre bevare dig for — eller lignende.
Abraham vidste nok, hvorledes han skulde staa og se ud, naar saadant nævntes, kunde ogsaa mumle et Svar i den rigtige Tone; men uhyggeligt var det, mens det stod paa.
Og nu med Moderen var det endnu Værre; for det nyttede slet ikke at byde hende de staaende Talemaader; — og den rigtige Tone vilde hun netop ikke have; — og hvorledes skulde han for Alvor kunne svare paa hendes Spørgsmaal?
Ja vist vilde han konfirmeres som de andre; det havde længe været ham en Tort, at han var den sidste af alle sine Jævnaldrende. Det var jo en ganske selvfølgelig Sag; og saa kom Moderen og gjorde det til saadant noget uhyre, somom det var et Vendepunkt.
Og medens hun blev ved at tale for ham saa dæmpet og alvorligt om at være sand og sanddru, enten det saa var i den ene Tro eller i den anden eller i nogen Tro, sad han og tænkte paa, hvor besynderligt, hvor bagvendt det dog var, at netop hun talte saaledes.
Baade Rektor, som nu var anerkjendt af alle og enhver som en mer end almindeligt gudfrygtig Mand, og hans egen Fader som ogsaa var religiøs med Maade — akkurat saa meget som Abraham fandt passende, — og desuden alle kristne Mennesker i Byen holdt Konlirmationen i Ære, ja de vilde anse et Ord imod den hellige Handling som en Bespottelse.
Men Moderen, som selv mange Gange havde sagt, at det stod daarligt til med hendes Tro, — og hentydningsvis havde Abraham hørt det, som værre var udefra —, — at hun nu tog disse Ting, som hun selv ikke troede paa, og som hun altsaa ikke kunde have sand Forstaaelse for — at hun tog Konfirmationen alvorligere, høitideligere end selve de Troende, det var ham høist besynderligt; og det var ikke frit for, at han ved denne Tanke blev en Smule utaalmodig. Hvor kunde hun, som ikke selv troede, spænde Fordringerne høiere end selv de bedste blandt de Troende?
Ogsaa hun blev tilslut utaalmodig af at se Gutten sidde der stiv og stum som en Stok.
„Svar mig Abraham! — hvad vælger du? vil du gaa til Konfirmation? — eller vil du ikke?“
„Jeg ved ikke,“ svarede Abraham.
„Ja, men det maa du vide; du er nu stor nok til at forstaa, at du skal vælge selv. Betænk dig nogle Dage; men lad mig sige til dig, hvad jeg ogsaa sagde til Far imorges: den Dag du gaar til Kirken, skal du først staa Skrifte for mig; og kan du saa ikke med fuld
