Men ingenting hjalp. Og nu kom han desuden til at mindes, at gamle Havnefoged Snell oppe i Klubben havde taget ham hen i en Krog og hvisket — med Fingeren paa sin lange røde Næse: „Pop-pop! Jacob! — det var nok paatide, du bragte den Gamle nogle Skillinger. De siger — pop-pop! —, han kan trænge dem nu om Dagen.“
„Hvad Fanden mente han med det?“ — raabte Skipper Worse arrig, da han nu huskede det, „vil det gamle Snydeskaft indbilde mig, at C. F. Garman er i Nød for Skillinger — puh! — hvad vil du? — Lauritz!“ skreg han pludselig, da han saa sin Jungmand i Døren.
„Ingenting — Kaptein!“ — svarede Lauritz sagtmodigt og gik igjen.
Men Worse for efter, fangede ham i Gangen og trak ham ind i Stuen.
Det var sandt, hvad Lauritz havde sagt; han vilde igrunden ingenting. Men da han i sin Sorg og store Forladthed saa Kapteinen, der altid var saa god mod ham, gaa frem og tilbage forbi Vinduerne, vovede han sig ind i et ubestemt Haab om muligens at finde en eller anden Trøst.
Worse holdt ham i Nakken og saa paa ham: „Hm! — jasaa, der er nok en til, som ikke har havt nogen lystelig Hjemkomst. Kom Gut! — lad os to drikke et Glas sammen, saa kan du bagefter fortælle, hvad der er ivejen med dig.“
Skipper Worse aabnede Klaffen i Skjænken henne i Krogen, stillede to runde hollandske Glas frem og skjænkede en Kirsebærratafia for Lauritz og en gammel gul Jamaica for sig selv.
„Se saa!“ — sagde Worse, da de havde drukket, „lad os nu høre dine Sorger og Bedrøvelser.“
Men istedetfor at begynde satte Lauritz i en Fart sit Glas ind i Skjænken, snappede Kapteinens og satte det ogsaa ind, derpaa smækkede han Klaffen i og tog selv Plads paa Træstolen nede ved Døren.
Worse troede, Gutten var bleven gal; men for han fik Tid til at bryde løs, bankede det, og Madame Torvestad traadte ind.
Lauritz havde seet hende gaa forbi Vinduet, og Respekten for Madamen var i den Grad gaaet ham i Blodet, at Synet af hende forjog al anden Tanke af hans Hoved: bare hun ikke fik se, de drak.
Worse vilde hellerikke have sligt, om Madamen havde fundet ham ved Skjænken sammen med det unge Menneske; og da han nu forstod, plirede han gemytlig med det ene øje til Lauritz, medens han førte Madame Torvestad til Sæde i Sofaen.
