Thi i de mange hundrede Aar, hvori al Lærdom havde levet i
dette skjønne og udviklende Sprog, var der — underligt nok —
intet frembragt, som var værdt at læse paa Latin. Nu som for sex
hundrede Aar siden sad de lærdeste Hoveder og gned sine Pander
mod disse interessante, men dunkle Steder hos Tacitus.
Og fremdeles gik Slægt efter Slægt til mensa rotunda, hvor Tampen og Grammatiken modtog Ungdommens Offer af Tid og Flid, for til Gjengjæld at føre de dygtigste blandt dem saa vidt, at de kunde faa gnide deres Pander mod Tacitus. —
— Bøgetræerne vare ikke gamle i Forhold til de Ruiner, blandt hvilke de vare voxede op. Men de havde dog i mere end hundrede Aar løftet sine Kroner over den lave Træby og bredt sig vidt udover den rummelige Skolegaard.
Og under deres Grene havde der suset den muntre Lyd af unge Slægter, som kom og gik; Dagens bestandige Vexlen mellem Stilheden i Timen og den løsslupne Allarm i Frikvarteret med hundrede Smaafødder trampende Jorden og et Skrig i Luften som af vilde Fugle.
Men naar Dagen var forbi, og Lærerne havde taget al sin Tyranni og al sin Kjedsommelighed med sig hjem til sig selv, da fyldtes Skolegaarden af den forpinte Ungdoms Frihaandsarbeide.
Alt, hvad der fandtes af Bygninger, Træer, Trapper og Porte, fik Liv og Navn. Og efter den døde Dags Leg med døde Navne og livløse Former, legte den levende Ungdom et fantastisk Liv fuldt af Navne med Klang og Gjenklang i de smaa fortørkede Hoveder.
Da seiledes der Jorden rundt, og Kapere skjød frem bag Træer og Hushjørner, eller Røvere laa paa Lur under Trappen. Og altsom Lyset minkede, og Skumringen udslettede Minderne om Dagens haarde Dressur, vaagnede og øgte de spildte og ubrugte Kræfter; og Riddersind, ubrødeligt Venskab og Heltemod flammede op i smaa vilde Kampe og Vovestykker, som aldrig glemtes.
Men i de stille Høstaftener, naar Bøgeløvet laa tykt under Træerne, før Stormen havde hvirvlet det bort eller Pedellen samlet det ind i sin Røgekjælder, da kom Indianere og Krybskytter listende langs Skyggerne, — eller det var Prætendenten — den ulykkelige Stuart —, der arbeidede sig frem gjennem Storm og Uveir mod Lyset fra Betty Flanagans Hytte.
Og naar Døren til Pedellens Røgekjælder gik op, saa det røde Lys faldt stribevis ind i Mørket under Træerne, da sad der tæt af Rundhoveder omkring llden i tunge Støvler med Slag og Jernsporer; deres Kapper hang til Tørring rundt Skorstenen, og de lange korshæftede Sværd stod opad Muren. Gamle Betty løftede
