Inde i Kroen var Karen endelig dukket op igjen, og Forvirringen dæmpedes efterhvert. Den bekymrede Bondemand blev kvitt sit Lys og fik sine 63 Øre, og de Handelsreisende hadde kastet sig over Stegen.
Madamen klynkede lidt; men hun skjændte aldrig paa Karen; der var ikke det Menneske i Verden, som kunde skjænde paa Karen.
Stille og uden at forhaste sig gik hun igjen til og fra, og den fredelige Hygge, som altid fulgte hende, bredte sig atter over den lune, halvmørke Krostue. Men de to Fiskeopkjøbere, som havde faaet baade en og to Cognacer til Kaffen, var ganske betagne af hende. Hun hadvde faaet Farve i Kinderne og et lidet halvskjult Glimt af et Smil, og naar hun en enkelt Gang løftede Øinene, fór det dem gjennem hele kroppen.
Men da hun følte, at deres Øine fulgte hende, gik hun ind i Stuen, hvor de Handelsreisende sad og spiste og gav sig til at pudse nogle Theskeer borti Skjænken.
„Lagde De merke til Postføreren?“ — spurgte den ene af de Reisende.
„Nei — jeg saa bare et Glimt af ham; han gik vist strax ud igjen,“ svarede den anden med Munden fuld af Mad.
„Satans kjøn Fyr! jeg har saamænd danset i hans Bryllup.“
„Saa — er han gift?“
„Javist! hans Kone bor i Lemvig; de har vist to Børn. Hun var Datter af Kromanden i Ulstrup, og jeg kom just dertil Bryllupsaftenen. Det var en lystig natt — kan De tro!“
Karen slapp Theskeerne og gik ud. Hun hørte ikke, hvad de raabte til hende i Krostuen; hun gik over Gaarden til sit Kammer, lukkede Døren og begyndte halvt sanseløs at ordne sine Sengklæder. Hendes Øine stod stive i Mørket, hun tog sig til Hovedet, hun tog sig for sit Bryst, — hun stønnede, hun forstod ikke, — hun forstod ikke —
Men da hun hørte Madamen saa ynkeligeb raabe: „Karen! — bitt’ Karen!“ — da fór hun op, ud af Gaarden, om Bagsiden af Huset, ud — ud i Heden.
I Halvlyset bugtede den lille Græsstribe sig mellem Lyngen, somom det kunde være en Vei; men det var ingen vei, ingen maatte tro, det var nogen Vei, for den førte lige i Kanten af den store Torvgrav.
Haren skvat op, den havde hørt et Plask. Den fór afsted, somom den var gal, i lange Hop; snart sammentrukket med Benene indunder sig og Ryggen krum, snart udstrakt, utrolig lang — som et flyvende Trækspill — hoppede den afsted over Lyngen.
