Side:Kielland - Samlede Værker 2.djvu/148

Fra Wikikilden
Hopp til navigering Hopp til søk
Denne siden er godkjent

frem en Erindring om noget, vi som unge Mennesker læste om i Fysiken, og som jeg troer, vi kaldte Udvidelsescoefficienten.

Thi naar man betragtede det dybe Indsnit, som hans stærke Bælte gjorde baade for og bag og paa Siderne, fik man uvilkaarligt det Indtryk, at der inde i Politibetjent Frode Hansens Mave sad saadan en Coefficient med en overordentlig stærk Trang til at udvide sig.

Og Folk, som mødte ham, — helst naar han netop trak et af sine dybe Ølsuk, veg ængstelig et Skridt tilsiden. Thi skulde det engang hænde, at Coefficienten derinde seirede over det stærke Bælte, saa vilde Stumperne — og især Mavespænden fyge afsted med en Fart til at knuse Speilglasruder.

Forøvrigt var Frode Hansen ikke saa farlig at komme nær; han ansaaes endogsaa for en af de uskadeligste Betjente; yderst sjeldent gjorde han nogen Anmeldelse af nogen Art. Alligevel stod han vel anskreven hos sine Overordnede; thi naar nogen først var meldt af andre, kunde man bare spørge Frode Hansen, han havde altid en eller anden Oplysning at give om alt muligt.

Paa den Maade gik det ham godt i Verden; han var næsten afholdt i Aabenraa og nedover Vognmagergade; ja selv Mam Hansen fandt undertiden Raad til at byde ham paa en balv Bayer.

Og hun havde dog ikke meget at give bort. Fattig og fordrukken havde hun nok at gjøre med at fægte sig frem med sine to Børn.

Ikke saa at forstaa, at Mam Hansen arbeidede eller prøvede at arbeide sig frem endsige op; naar hun bare kunde række at betale Husleien og saa bebolde lidt til Kaffe og Brændevin, saa havde hun ellers ingen Illusioner.

I Virkeligheden var det — selv i Aabenraa den almindelige Mening, at Mam Hansen var et Svin; og naar man spurgte hende, om hun var Enke, pleiede bun at svare: „Ja ser De; — det er s’gu ikke saa godt at vide.“

Datteren var omkring femten Aar; Sønnen et Par Aar yngre. Ogsaa om disse var den almindelige Mening i og om Aabenraa, at et værre Par Unger var sjeldent opvoxet i disse Egne.

Valdemar var en liden bleg, mørkøiet Fyr, glat som en Aal, fuld af Ondskab og List, med et Ansigt af Viskelæder, der i et Secund kunde vexle fra den vildeste Frækhed til den mest faareagtige Uskyld.

Hellerikke om Thyra var der andet godt at sige, end at hun lod til at ville blive en smuk Pige. Men alskens stygge Historier blev der allerede fortalt om hende, og hun drev Byen rundt i meget forskjellige Ærinder.