„Hvor inderligt godt det var at hørel“ udbrød Sivert Jespersen
kjærligt; „men — bliv ikke vred paa mig, — kjære Ven; om vi
end i det ydre ere bevarede for Fald, saa glemmer du vel ikke, at
der staar skrevet alvorlige Ord om Tanker, Ord og Begjæringer?“
„Mon nogen af Eder vil kaste den første Sten?“ — spurgte Hans Nilsen roligt rundt i Kredsen.
Ingen svarede; og den, som sad nærmest ved Sivert Jespersen, traadte ham paa Foden for at faa ham til at holde op med dette. Men det var for sent; Fennefos tog en Beslutning og reiste sig raskt op; derpaa talte han saaledes:
„Kjære Brødre og Venner! — ja visselig — jeg brugte haarde Ord, da jeg sidste Gang talte blandt Eder. Jeg kom fra Elendighed og mødte Velstand; jeg kom fra Bekymring og mødte Sikkerhed; jeg kom fra Sult og Nød, og man satte mig ved den rige Mands Bord. Derfor mindedes jeg, hvad Hauge har efterladt os til Rettesnor: „De Ældste maa ikke se gjennem Fingre med nogen af deres Medældste i nogen Last, men tilbørlig straffe dem saavelsom enhver især. De, som have erhvervet sig de Troendes Agtelse og ville være — gode Kristne, bør holdes nøie Agt med, saa de ikke vænnes til Smiger og Blødhed, men taale endog skarpe Paamindelser og haard Mad.“ Derfor talte jeg som Pligten drev mig. Men efter den Dag er Herrens Haand falden tungt paa mig; og i min svare Syndighed mente jeg, at jeg aldrig mere turde fremtræde og tale et revsende Ord til nogen. Det var den Tid, i hvilken I have seet mig vandre nedbøiet og forsagt blandt Eder. Men lovet være Gud, som atter har opreist mig ved sin Naade; endnu tør jeg haabe, at Herren ikke ganske vil forkaste mig som et uværdigt Redskab. Men — kjære Venner; — blandt Eder kan jeg ikke længer dvæle.“
Alle saa uroligt paa ham.
„Mon du vel vil skille dig fra Brødrene?“ spurgte den Gamle.
„Nei —“ det vil jeg ikke; men jeg maa bort herfra, baade for min egen Skrøbeligheds Skyld, og fordi jeg frygter, at jeg efter dette ikke strængt nok kan revse og advare Eder; thi — kjære Venner! — jeg tror, I fare sørgeligen vild i mange Stykker.“
„Vil du drage nordover igjen?“ spurgte en.
„Eller kanske har Herren bøiet dit Hjerte mod de arme Hedninger i Afrika?“ — sagde en anden.
Hans Nilsen saa paa ham: „Tak skal du have for det Ord; jeg vil tænke over det og bede Aanden oplyse mig om det rette.“
Derved følte de sig alle lettede. Missionssagen var deres egen, vakt og sat igang af Herrnhuterne og Hauges Venner. Kom Hans
