og kjendte efter, om Bagdøren var laaset; Pigerne var gaaet ovenpaa; der var stille og uddødt i Huset, Klokken var henad ti.
Hun bragte koldt Vand og Bringebærsaft, og Hans Nilsen drak mod Sædvane et stort fuldt Glas helt ud: han var baade træt og tørst — sagde han.
Sara satte sig et Stykke fra ham i Sofaen; men ingen af dem sagde noget. Og da der havde været stille i et Minut eller to, blev det dem begge pinligt, og de begyndte paa en Gang; men derved stansede de ogsaa begge strax igjen.
„Hvad var det, du vilde sagt?“ — spurgte Hans Nilsen.
„Jeg — vilde spurgt, om du ikke vilde have mere Saft og Vand,“ svarede hun usikkert.
„Nei Tak! — nu faar jeg nok gaa.“
Han reiste sig og gik over Gulvet. Hatten laa paa Bordet; men Fennefos gik, somom han ikke vidste, hvor han var, henimod Vinduet og saa ud mod den lyse Aftenhimmel.
Sara reiste sig ogsaa og gik hen til et Skab mellem begge Vinduerne, hvor hun gav sig til at pusle med et eller andet.
Han mærkede, at hun var lige bagved ham, vendte sig og gik tilbage til Stolen.
„Det har været vakkert, varmt Veir idag,“ sagde han; men hans Stemme var saa tyk og forunderlig, og skjønt han netop havde drukket, var han ganske tør i Munden.
Sara svarede ogsaa noget utydeligt, tog Glasset, han havde drukket af, og satte det hen paa Brættet; hun skalv paa Haanden, saa de hørte Glasset klirre mod Brættet.
Hans Nilsen reiste sig igjen, gik ligesom i Ørsken et Par Skridt hid og did, kom tilslut henimod hende, somom han vilde sige noget; hun vendte sit Ansigt mod ham, saa at Lyset faldt paa hende.
Hans Læber bevægede sig, men der kom ingen Lyd, indtil han endelig fik frem: „Du er saa bleg.“
„Hvad siger du?“ hviskede hun; hans Stemme var saa utydelig, at hun ikke forstod.
Han prøvede igjen; og som for at hjælpe paa Ordene, der ikke vilde komme, nærmede han sin Haand til hendes Kind. Han kom til at røre ved den bløde, fine Hud, og da forlod Bevidstheden ham; det brusede gjennem hans Hoved, han vidste af ingenting; men han holdt hende i sine stærke Arme — næsten løftende hende fra Gulvet, medens han kyssede hendes Øine og hendes Mund.
Hun rev sig ikke løs, hun stødte ham ikke fra sig; men der gik en Skjælven gjennem hende, som han fornam.
Han slap hende halvt — et Secund, saavidt han kunde se hende
