„Nei ingenlunde!“
„Ja — ser du det! men det gjør jeg; og du vil uden Tvivl have bemærket, at i vor Contocourant for forrige Aar —“
„Ja — Gudbevares! — Skaal Christian Fredrik!“ skyndte Onkel Richard sig at sige; det var hans Skræk, naar Broderen begyndte med Handelsordene.
„Det er et meget stort Fad.“
„Ganske vist! — et overmaade stort Fad.“
Og begge de gamle Herrer rettede sine Lygter og stirrede paa Fadet; og den ene tænkte om den anden: „det er godt, at min Broder ikke ved, at Fadet næsten er tomt.“ Thi det gav en haabløs Klang, naar man bankede paa Bunden, og under Fadet havde der i umindelige Tider været en sort Flek af Fugtighed.
Ved det sidste Glas reiste de sig begge og klinkede med hinanden. Derpaa tog de hver sin Flaske Burgunder, der skulde serveres ved Middagen, hængte Frakkerne over Armen og steg op igjen i Dagen.
Det var strengeligen forbudt at møde dem, naar de kom fra Vinkjælderen, og Jomfru Cordsen havde sin Møie med at holde Passagen fri. De saa ogsaa høist besynderlige ud — især den korrekte Christian Fredrik — naar de røde og straalende, støvede og i Skjorteærmer kom stigende hver med sin Flaske og sin Lygte.
Men en Timestid efter mødte de begge ved Middagsbordet — Legationssekretæren friseret og pyntet — med sit forbindtlige Diplomatsmil, — Konsulen stram, høitidelig og korrekt ud i Fingerspidserne. —
Man spiste ovenpaa i den lille Sal mod Nord, og Selskabet
samledes i de to saakaldte Søndagsstuer, der vendte mod Haven.
Fru Garman var altid i sort Silke; men idag var den ualmindeligt svær og skinnende. Hun havde glædet sig til en ganske liden Middag med Pastor Martens og den nye Skolebestyrer, og nu kom her jo en hel Del verdsligsindede Mennesker. Derfor var Fru Garman i ondt Humør, og Jomfru Cordsen maatte opbyde al sin diplomatiske Kunst. Men saa havde ogsaa Jomfru Cordsen lang Øvelse; thi Fru Garman havde altid været en vanskelig Dame, — og især i de sidste Aar — efterat „Religionen havde taget Overhaand“ — som den letsindige Onkel Richard sagde.
Fru Garman styrede i Virkeligheden ikke sit Hus; thi det hele gik saa snorlige efter de ubrødelige Regler fra Gamle-Konsulens
