Fadet var der stillet et tomt Anker midt imellem en Lænestol uden Ryg — Krølhaar tød ud af Sædet — og en forhenværende Gyngehest, der havde mistet sine Meier.
De satte Lygterne fra sig paa Bunden af Ankeret og trak sine Frakker af — hver havde sin Spiger at hænge op paa.
„Ja — hvor mener du, vi skulde vende os hen idag?“ sagde Christian Fredrik og gned sine Hænder.
„Portvinen var ikke ilde“ — mente Legationssekretæren og kigede ind i Rækkerne.
„Portvinen var udmærket“ — svarede Konsulen og lyste med Lygten, — „men se der inderst inde ligger en Snes Flasker, vi aldrig har prøvet; jeg gad dog vide, hvad det er.“
„Formodentlig Bedstemors Ribssaft —“ mente Richard.
„Aa Snak! — tror du Far gjemte gammel Ribssaft inderst i Kjælderen.“
„Kanske holdt han ligesaameget paa det gamle som visse andre, jeg kjender,“ sagde Legationssekretæren.
„Aa — du er nu altid saa forbandet vittig“ — knurrede Konsulen, „kunde vi bare faa fat paa de Flasker.“
„Ja du faar krybe ind — Christian Fredrik, for jeg er for tyk.“
„Ja jeg faar vel det —“ svarede Broderen og lagde sit Uhr med de tunge Signeter fra sig. Derpaa krøb den lille Herre forsigtigt ind mellem to Rækker.
„Nu har jeg en —“ raabte han ud.
„Tag to med det samme, du er der.“
„Ja — men saa maa du hale mig i Benene.“
„Avec plaisir“ — svarede Legationssekretæren, „men vil du ikke tage dig en Slurk Burgunder, mens du er derinde?“
Dette maatte være en Vittighed; thi Unge-Konsulen lo — det var tydeligt og altimellem raabte han: „— Jeg kvæles — Pirre! vil du hale! — din Satan!“
Pirre var et Kjælenavn fra Barndommen; men med Vittigheden om Burgunderen forholdt det sig saaledes.
Det var engang Unge-Konsulen krøb inde mellem Flaskerækkerne, forat finde en eller anden Sjældenhed, at han kom til at støde Hovedet mod en Flaske, som laa i Rækken ovenover — saa haardt, at Halsen knak, og en hel Flaske Burgunder styrtede ham i Nakken. Hvergang en af dem hentydede til denne Begivenhed, kom de paa Latteren; og Legationssekretæren var endogsaa saa uforsigtig at komme med Hentydninger, naar der var andre tilstede.
Saaledes kunde han sige ved Bordet, naar Talen faldt paa Rødvin:
„Ja — min Broder Konsulen har nu en ganske egen Maade at
