Pigen; hun havde lidt Møie med den vanskelige Titel; men hun vidste, at det maatte til, Konsulen taalte aldrig at høre „Fyrforvalteren“.
Fru Garman pleiede, naar Veiret var varmt, at foretrække en af de luftige Stuer ovenpaa. Det var en meget fed Dame, der levede i en stadig Kamp med sine Opstød. Fra hvilken Side man end betragtede hende, frembød hun overalt glatte, fyldige Rundinger — overtrukne med sort Silke.
Det var igrunden forunderligt, at Fru Garman blev saa korpulent; det maatte vist — som hun selv sagde — være et „Kors“; thi ved Maaltiderne var hun altid først færdig, og hun kunde ikke noksom forbauses over de andres Appetit. Kun en enkelt Gang, naar hun var alene i sit eget Værelse, kunde hun faa Lyst paa lidt Mad, og Jomfru Cordsen bragte hende da en Bid af et eller andet, som just var ved Haanden.
Da Konsulen traadte ind, sad Fruen i Sofaen og underholdt sig med Legationssekretæren.
„Goddag — goddag — Christian Fredrik!“ raabte denne muntert og gik et Par Skridt frem: „Se her har du mig alt igjen!“
„Velkommen Richard! det glæder mig at se dig,“ svarede Konsulen med Hænderne paa Ryggen.
Den anden blev ganske forvirret; saaledes gik det ham altid, naar han mødte Broderen. Undertiden kunde Christian Fredrik være munter og aaben som i Guttedagene, og saa med en Gang stak Kjøbmanden frem — kold, tør og saa forbandet korrekt.
„Kommer her nogen til Middag idag? — Caroline!“ spurgte Konsul Garman.
„Pastor Martens vil være saa inderligt snil at indføre den nye Skolebestyrer i Huset,“ svarede Fruen.
„Formodentlig ogsaa en Theolog,“ sagde Konsulen tørt, „saa skal vi sende Søren ind med den store Vogn efter Morten og Fanny og bede dem tage et Par unge Mennesker med sig — Jacob Worse for Exempel.“
„Hvorfor det?“ spurgte Fruen i en Tone, somom hun vilde vove en liden Kamp.
„Fordi hverken Richard eller jeg synes om at spise mellem bare Præster,“ svarede Konsulen i en Tone, som betog Fruen Kamplysten; „vil du saa være saa snil at konferere med Jomfru Cordsen om Maden.“
„Aa — den Maden — den Maden!“ sukkede Fru Garman, idet hun gik, „jeg begriber ikke, hvorledes man kan lægge saa stor Vægt paa de Ting.“
