der gik de da ordentligt ved Siden af hinanden. De vare indimellem Marehalmen; nu gik de ind i en stor Tue og blev borte. Han rettede betænksomt Kikkerten mod den anden Kant af Tuen og ventede.
„Nu da?“ sagde han og gned atter Glasset. De vare endnu ikke komne frem igjen. Der gik et Par Minutter, Fyrforvalteren blev ganske nervøs. Endeligt saa han en Skikkelse reise sig, derpaa den anden. Kikkerten var udmærket, og den gamle Kavaller forstod Situationen ligesaa godt, somom han havde siddet i Marehalmen.
„Naa — naa — ikke værre!“ mumlede han; „men det kan blive slemt nok. Det er vel bedst, hun kommer til Byen.“
— Ved Middagsbordet sagde han altsaa:
„Du ved, Madeleine! — der har længe været Tale om, at du skulde være nogen Tid paa Sandsgaard —“
„Aa nei — Pappa! —“ afbrød Madeleine, og saa bønligt paa ham.
„Jo — Barn! det er paatide nu — mener jeg —“; — der var en usædvanlig Bestemthed i hans Tone.
Madeleine fik en Anelse om, at han vidste det hele, og med en Gang stod det for hende, hvad det dog i Grunden var for en besynderlig Formiddag, hun havde tilbragt. Naar hun sad heroppe i den elegante Stue, lige overfor Faderen, der var saa fin og statelig, tog baade Per og Stranden og alt, hvad dertil hørte, sig ganske anderledes ud. Og istedetfor den freidige Tilstaaelse, hun havde øvet sig paa, da hun gik hjemover, slog hun nu Øinene ned og blev blussende rød.
Dermed var Sagen afgjort. Madeleine var glad over, at Faderen ikke lagde Mærke til hendes Forvirring. Og Legationssekretæren var lykkelig, fordi han slap nøiere at drøfte dette Emne med sin Datter. Thi den gamle Herre havde just ikke sin stærkeste Side i dette Kapitel.
Den næste Dag red han altsaa til Byen.
„Avoir — avant — avu — saa var det! — avoir — avant — avu — det er rigtigt — Gutten min! — avoir — avant —“.
Nu vidste hele Klassen, at Adjunkten var falden i Tanker. Han gik med lange Skridt op og ned paa Gulvet med halvlukkede Øine, af og til gestikulerende, medens han gjentog og gjentog det mishandlede Hjælpeverbum.
