Baaden i den store Kikkert, i en Fart ned til Stranden og gik helt ud paa den lille Molo.
„Der er Far!“ sagde Madeleine, „mon han er ræd for os?“
„Aa — han har vel bedre Forstand,“ mente Per besindigt.
Legationssekretæren havde imidlertid ikke bedre Forstand, end at han var lidt urolig, der han stod. Men da nu Per med sikker Haand styrede lige ind i Seilløbet, svingede om Spidsen af Moloen, saa at Baaden gled roligt ind i smult Vand bagom, — da blev den gamle Herre imponeret. „Han forstaar s'gu sine Ting“ — mumlede an, mens han hjalp Datteren op; og istedetfor den Skjændetale, han havde forberedt, sagde han bare: „Du er flink Gut — Per! men du faar ikke Lov til at seile med hende alene.“
Der var ingen i Nærheden, som kunde høre, hvad den gamle Herre sagde; men da de begge hilste — Madeleine rakte endogsaa Haanden ned til ham — kunde alle, som saa det fra Nøstene og oppe fra Gaardene, forstaa, at Per fremdeles stod sig godt med Fyrforvalterens. Og fra den Dag faldt det af sig selv, at han havde Eneret til at føre den unge Frøken.
Per tænkte op og ned, hvem han vel skulde tage med paa Baaden. Han forstod godt, at hele Fornøielsen vilde være spildt, om en af hans Kammerater kom med. Tilslut valgte han en stakkels, halvtosset Gut paa en af Nabogaardene, som tilogmed var tunghørt. Folk kunde ikke begribe, hvad Per vilde med Tomle-Hans i Baaden; men Per var nu altid lidt egen. Per var tilfreds med sit Valg; Madeleine ligesaa. Og da hun nogle Dage efter stak Hovedet ind af Døren og raabte til Faderen: „Jeg seiler en liden Tur med Per!“ — kunde hun med god Samvittighed tilføie: „Ja naturligvis har han en med sig, naar du saa absolut vil det!“
Hun lo høit med sig selv, da han og hun løb nedad Skrænten. Men Fyrforvalteren gik til den store Kikkert.
Ganske rigtigt: agterud sad Per, der kom Madeleine ned i Baaden — i en Fart, og paa Seiltoften sad en Mandsperson med Vadmelstrøie og gul Sydvest.
„Bien!“ sagde den gamle Herre beroliget, „det er godt, at de har en med sig — i enhver Henseende.“
Det høieste Punkt paa den milelange flade Sandstrand var Bratvoldsbrækken. Der var Fyrhuset bygget paa den yderste Kant af Skraaningen, som faldt saa brat af mod Søen, at man maatte løbe
6 — Kielland: Samlede Værker I.
