Han valgte en at de trange Alleer tilhøire, hvor han vidste, Onkel pleiede at gaa, og et Stykke opi Bakken satte han sig paa en Bænk, for at vente.
Der maatte være usædvanligt morsomt hos Tante Maren, naar Onkel Fredrik kunde holde ud deroppe til over ti. Endelig skimtede han en liden hvid Mave høit oppe i Alleen; det var Onkels hvide Vest, som nærmede sig.
Han reiste sig fra Bænken og sagde alvorligt: „Godaften!“
Onkel syntes aldrig om at træffe ensomme Mandspersoner i de mørke Alleer; det var derfor en stor Lettelse for ham, da han gjenkjendte Nevøen.
„Aa, — var det bare dig — Hansemand!“ sagde han venligt, „hvad sidder du og lurer paa?“
„Jeg ventede paa dig!“ svarede Hans med dump Stemme.
„Jasaa! er der noget iveien med dig? — er du syg?“
„Spørg ikke!“ svarede Fætter Hans.
Dette vilde til enhver anden Tid have været tilstrækkeligt til at fremkalde en Hagl af Spørgsmaal fra Onkel Fredrik.
Men iaften var han saa optaget af sine egne Oplevelser, at han foreløbig skjød Nevøens Anliggende tilside.
„Du var ellers dum,“ sagde han, „som ikke fulgte med mig til Tante Maren. Vi har havt det saa morsomt, det havde netop været noget for dig. Ser du — det var egentlig etslags Afskedsselskab for en ung Dame, som skal reise imorgen.“ —
En skrækkelig Anelse gjennemfór Fætter Hans.
„Hvad hed hun?“ skreg han og kneb Onkel i Armen.
„Au!“ raabte denne, „Frøken Bech!“
Da kastede Hans sig baglænds paa Bænken.
Men neppe var han dumpet ned, før han fór iveiret med et høit Skrig, og op af Baglommen tog han en liden knudret Tingest, som han kastede langt nedover Alleen.
„Hvad gaar der af Gutten,“ raabte Onkel Fredrik, „Hvad var det, du kastede?“
„Aa det var den Fandens Blücher,“ svarede Fætter Hans grædefærdig.
— Det var netop saa vidt, at Onkel Fredrik fik Tid til at sige: „Sa’ jeg ikke: vogt dig for Blücher,“ før han brød ud i en livsfarlig Latter, der varede fra Slotsbakken og langt ned i Øvre Voldgade.
