Fætter Hans kunde ikke undlade at spise, thi han var sulten; men han saa ned i Tallerkenen og talte lidet.
Derfor førtes Samtalen i Begyndelsen mest mellem Fader og Datter. Kapteinen, som troede, at det beskedne unge Menneske følte sig generet i Frøken Bettys Nærværelse, vilde give ham Tid til at fatte sig.
„At du ikke inviterede Føken Bech iaften, siden hun skal reise imorgen,“ sagde den Gamle, „saa kunde I have spillet firhændigt for vor Gjæst.“
„Jeg bad hende blive, da hun var heroppe iformiddags; men hun skulde i Afskedsselskab til nogle andre Bekjendte.“
Fætter Hans spidsede Øren, mon Talen var om Damen fra iformiddags.
„Jeg fortalte dig jo, at hun var nede hos mig paa Fæstningen, for at sige Farvel,“ fortsatte Kapteinen, „stakkels Pige! jeg synes virkelig Synd i hende.“
Der kunde ikke længer være nogen Tvivl.
„Omforladelse — er Talen om en Dame med smaakrøllet Haar og store, blaa Øine?“ spurgte Fætter Hans.
„Netop!“ svarede Kapteinen, — „kjender De Frøken Bech?“
„Nei —,“ svarede Hans, „det faldt mig bare ind, at det kunde være en Dame, jeg traf nede paa Fæstningen omkring Klokken tolv.“
„Det har været hende!“ sagde Kapteinen, „en vakker Pige — ikke sandt?“
„Det var en meget smuk Dame,“ svarede Hans med Overbevisning, —, har hun havt nogen Sorg? — jeg syntes, Hr. Kapteinen —,“
„Ja, ser De! hun var forlovet nogle Maaneder.“ —
„Ni Uger“ — afbrød Frøken Betty.
„Jasaa du! var det saa kort — nuvel! — og saa har hendes Kjæreste netop i disse Dage slaaet op med hende. Hun reiser derfor — som De kan tænke Dem — bort for en Tid; — til Slægtninge paa Vestlandet — tror jeg.“
Hun havde altsaa været forlovet — rigtignok bare ni Uger; men det var dog et lidet aber. Dog — Fætter Hans var en Menneskekjender, og saa meget havde han allerede seet iformiddags, at hendes Følelser for den afgangne Kjæreste ikke havde været den rigtige Kjærlighed; derfor sagde han:
„Hvis det er den Dame, jeg saa idag, syntes hun at tage Sagen temmelig let.“
„Det er just, hvad jeg bebreider hende,“ svarede Frøken Betty.
„Hvorfor det?“ spurgte Hans lidt spidst, for han ligte overhovedet ikke den Maade, hvorpaa den unge Dame fremsatte sine Bemærkninger, „var det kanske bedre, om hun græmmede sig tildøde?“
5*
