Det var ogsaa et Held, at den varme Eftermiddagssol holdt de Spadserende borte fra Volden. Ellers kunde der snart have samlet sig et anseeligt Publikum om disse to Herrer, der fægtede med Armene og sprang omkring, tildels efter Siden.
De havde kun havt en Tilskuer. Det var Skildvagten, som staar paa Hjørnet af Gymnastiklokalet.
Denne havde af Nysgjerrighed fjernet sig utilbørlig langt fra sin Post, idet han havde marscheret næsten halvanden Mil nedover Chausseen fra Bryssel til Waterloo. Kapteinen skulde ogsaa forlængst have tildelt ham en militær Tilrettevisning, om ikke det nysgjerrige „Mandskab“ havde været af stor strategisk Betydning. Han udgjorde nemlig, der han stod, hele Wellingtons Reserve; og nu da Slaget var forbi, trak denne sig i god Orden tilbage nordover mod Bryssel og indtog atter le poste perdu paa Hjørnet af Gymnastiklokalet.
„Kom nu hjem med mig og spis tilaftens,“ sagde Kapteinen. „Mit Hus er vistnok meget stille, men jeg tænker, en ung Mand af Deres Karakter ikke vil have saameget imod at tilbringe en Afren i en rolig Familie.“
Fætter Hans’s Hjerte hoppede høit af Fryd; han modtog Indbydelsen paa den ham egne beskedne Maade, og snart vare de paa Veien til Nr. 34.
Hvor dog alting lykkedes for ham idag. Det var ikke mange Timer siden han saa hende for første Gang; og nu kom han allerede anstigende som en speciel Yndling af Faderen, for at tilbringe Aftenen sammen med hende.
Jo mere de nærmede sig Nr. 34, desto livagtigere stod det fortryllende Billede af Frøken Schrappe for ham: det blonde, purrede Haar nedover Panden, den vevre Figur og saa disse skjælmske, lyseblaa Øine.
Hans Hjerte bankede, saa at han neppe kunde tale, og da de gik opad Trappen, maatte han tage ordentlig fat i Rækværket; hans Lykke gjorde ham næsten svimmel.
I Stuen, som var et stort Hjørneværelse, traf de Ingen. Kapteinen gik ud, for at kalde paa Frøkenen, og Hans hørte ham raabe: „Betty!“
Betty! hvilket yndigt Navn og hvor det passede til det yndige Væsen!
Den lykkelige Elsker tænkte sig allerede, hvor deiligt det skulde blive, naar han kom hjem fra sit Arbeide ved Middagstid og kunde raabe ud i Kjøkkenet: „Betty! er Maden færdig?“
5 - Kielland: Samlede Værker I.
