Hjemme i Arken levede man som man kunde, men ikke altid
som man burde. Manden med de mange Ansigter havde vist sig
flere Gange, og med disse Besøg fulgte der altid en almindelig
Velstand og et velvilligt Humør hos den mugne Værtinde.
Triokoncerterne florerede derfor, og det gik ikke blot ud over salig Fürstenau; men ogsaa Onslow og Kalliwoda — ja selv Fader Haydn maatte finde sig i at trilles af Ølkonomen, trommes af Jørgen Tambur og hamres af gamle Schirrmeister, der spillede som en rasende og drak som en tysk Musikant.
Kristian Falbe havde udover Høsten en af sine allerværste Perioder, og dette optog Søsteren saa meget, at hun ikke lagde Mærke til, hvor bleg og forandret Else var bleven.
Mam Späckbom mærkede det derimod god; men hun smilte med sit videnskabelige Smil: naar Ungdommen blev forelsket, saa den netop saaledes ud en Stund.
Med det samme hun saa Svend og Else sammen, havde hun sagt til sig selv: det bliver et Par. De passede saa udmærket godt for hinanden, det saa Madamen strax, og hun havde et sikkert Blik i saadanne Ting.
Da derfor Svend en Lørdag Eftermiddag fremstillede sig klodset og forlegen, tog Mam Späckbom yderst venligt mod ham og bad ham sætte sig i Sofaen, mens hun gik, for at hente Else i Kjeøkkenet.
Men der var Else ikke; hun var intetsteds, hun var ikke til at finde. Hun viste sig først en god Stund, efterat Svend endelig var gaaet. Madamen skjændte paa hende men smilede alligevel polisk; thi ogsaa dette Symptom kjendte hun: netop saaledes bar Pigerne sig ad, naar de var alleralvorligst angrebne.
I de første Dage havde Loppen ikke slaaet Øinene op. Hun tog sig meget ivrigt af Husstellet og gik aldrig ud. Men om Natten græd hun af Skam og Angst; hver Morgen ventede hun, at alverden skulde vide det.
Men eftersom Dag efter Dag gled over, uden at nogetsomhelst indtraf, og eftersom alt gik som for uden den mindste Hentydning til hende, saa begyndte hun at tænke, at det kanske ikke var saa farligt. Der var en Ængsteligbed over hende, som var ny; hellerikke kunde hun le som før; men hendes lette Sind hjalp hende snart ud over det værste, og hun gjenfandt lidt efter lidt sin gode Nattesøvn og sine klare Øine.
Men Svend vilde hun ikke se. Hvergang hun tænkte paa ham, blev hun blussende red; det var meget værre at tænke paa ham end paa den anden.
