at jeg fik indløse Vexelen imorgen. Det er en Høflighed — en Imødekommenhed, jeg gjerne vilde vise —“
„Med Fornøielse! lad Deres Bud søge mig personlig i Banken imorgen Eftermiddag. Jeg skal arrangere det Hele — intet er lettere! Undskyld, Hastværk, Farvel!“ — dermed løb han videre. —
— Den næste Dag sad Charles i sit Kontor og ventede paa Budet, der var oppe i Banken for at indløse Alphonses Accept.
Endelig traadte en Kommis ind, han lagde et sammenlagt blaat Papir ved Siden af Principalen, og gik igjen.
Først da Døren var lukket, greb Charles Vexelen, saa sig hurtigt om i Værelset og aabnede den. Han stirrede et Par Secunder paa sit Navn, derpaa lagde han sig tilbage i Stolen og pustede dybt ud. Det var som han havde tænkt, Underskriften var falsk.
Han bøiede sig atter forover. Længe sad han og betragtede sit eget Navn og iagttog, hvor slet det var efterskrevet.
Mens hans skarpe Øie fulgte hver Linie i Navnetrækket, tænkte han neppe. Hans Sind var saa oprørt, og saa forunderligt vare hans Følelser blandede, at det varede en Tid, inden han blev sig bevidst, hvormeget de fortalte, disse famlende Skrifttræk paa det blaa Papir.
Han blev saa underlig tyk i Halsen, det kildrede ham lidt i Næsen, og før han vidste et Ord deraf, faldt der en stor Taare paa Papiret.
Han saa sig hurtigt om, tog sit Lommetørklæde og viskede omhyggeligt den vaade Pleot af Vexelen. Han tænkte atter paa den gamle Bankier i Rue Bergère.
Hvad vedkom det egentlig ham, at Alphonses svage Karakter nu endelig havde gjort ham til Forbryder; og hvad havde han tabt? Intet, thi han hadede jo sin fordums Ven. Ingen kunde sige, at han var Skyld i, at Alphonse var gaaet tilgrunde; han havde jo delt ærligt og aldrig skadet ham.
Saa tænkte han paa Alphonse. Han kjendte ham godt nok til at vide, at naar den fine, rene Alphonse var sunket saa dybt, maatte han være kommen ud paa en Odde af Livet, færdig til at springe ud af det, før Skjændselen kunde naa ham.
Ved denne Tanke fór Charles op. Det maatte ikke ske. Alphonse skulde ikke faa Tid til at jage sig en Kugle gjennem Hovedet, og skjule sin Skam i den Blanding af Medlidenhed og hemmelighedsfuld Gru, der følger Selvmorderen. Saa fik han jo ingen Revanche, saa var det jo spildt, at han havde gaaet og næret sit Had, til han selv var bleven ond derved. Havde han for bestandig mistet sin Ven, saa vilde han ialfald blotte sin Fiende, saa
