Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/40

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
42
NOVELLETTER

Udenværket, og inat eller næste Nat vil der lyde et dumpt Knald og bevæbnede Mænd ville styrte ind gjennem Breschen.

Dersom Charles havde holdt nøie Vagt over sig selv, vilde han have hørt underlige Tanker pusle i sit Indre. Men han vilde ikke høre; han havde bare en dunkel Forudfølelse af, at noget maatte springe.

— Og en Dag sprang det.

Det var allerede efter Forretningstid; Personalet havde forladt det ydre Kontor, kun Principalerne vare tilbage.

Charles skrev ivrigt paa et Brev, som han vilde have færdigt, før han gik.

Alphonse havde trukket begge sine Handsker paa og knappet dem. Derpaa havde han børstet sin Hat saa den skinnede, og nu gik han frem og tilbage paa Gulvet og kigede i Charles’s Brev, hvergang han gik forbi Pulten.

De pleiede hver Dag at tilbringe en Timestid før Middagen i en Café ved den store Boulevard og Alphonse begyndte at længes efter sine Aviser.

„Bliver du da aldrig færdig med det Brev!“ sagde han lidt ærgerlig.

Charles taug et Secund eller to; men saa sprang han op, saa at Stolen faldt om: Kanske Alphonse indbildte sig, at han kunde gjøre det bedre? vidste han ikke, hvem der egentlig var den dygtigste i Forretningen? — og nu strømmede Ordene ud med den utrolige Hurtighed, som det franske Sprog kan faa, naar det føres i heftig Lidenskab.

Men det var en grumset Strøm; den førte med sig mange stygge Ord, Bebreidelser og Beskyldninger, og gjennem det Hele lød der ligesom en tilbagetrængt Hulken.

Mens han løb op og ned ad Gulvet med knyttede Hænder og Haaret i Uorden, lignede Charles en liden ragget Terrier, der bjæffer ad en fin italiensk Vindhund. Tilslut greb han sin Hat og løb ud.

Alphonse havde seet paa ham med store, forundrede Øine. Da han var borte og der blev stille i Værelset, var det somom Luften endnu dirrede efter de heftige Ord. Et for et dukkede de from for Alphonse, medens han stod ubevægelig ved Pulten.

Om han ikke vidste, hvem der var den dygtigste? — jo isandhed! han havde jo aldrig nægtet, at Charles var ham langt overlegen.

Han maatte ikke tro, at det skulde lykkes ham at tilrane sig alt med sit glatte Ansigt. — Alphonse var sig ikke bevidst, at han nogensinde havde berøvet sin Ven noget.