Side:Kielland - Samlede Værker 1.djvu/35

Fra Wikikilden
Denne siden er godkjent
37
NOVELLETTER

tidligere Kompagnon iveien — tvertimod; men det kom simpelthen af, at Charles i Virkeligheden var den dygtigste af de To. Og da Alphonse nu skulde arbeide paa egen Haand, viste det sig snart for den, der iagttog ham nøiere, at han tiltrods for sin Snarraadighed, sin Elskværdighed og sin vindende Person ikke duede til at staa i Spidsen for en selvstændig Forretning.

Og der var en, som iagttog ham nøie. Charles fulgte ham Skridt for Skridt med sine skarpe Øine: hvert Misgreb, hver Ødselhed, hvert Tab — alt vidste han paa en Prik, og han undrede sig over, at Alphonse kunde holde det saa længe gaaende.

— De vare saagodtsom opvoxede sammen. Deres Mødre vare Kusiner, og da Familierne havde boet nær ved hinanden i samme Gade — hvilket i en By som Paris er vel saa væsentligt for den nærmere Omgang som et Slægtskabsforhold — kom de ogsaa i den samme Skole.

Fra nu af var de uadskillelige under hele Opvæxten. Den gjensidige Tillempning overvandt de store Forskjelligheder, som oprindelig fandtes i deres Karakter, og tilslut passede deres Egenskaber ind i hinanden ligesom de kunstigt udskaarne Træstykker, hvoraf vi som Børn sammensætte smukke Billeder.

Og der var virkelig mellem dem et saa smukt Forhold, som man sjeldent ser mellem unge Mennesker; thi de opfattede ikke Venskabet som en Forpligtelse for den ene til at taale alt af den anden; men de syntes snarere at kappes i gjensidig Hensynsfuldhed.

Hvis imidlertid Alphonse i sit Forhold til Charles viste nogen høi Grad af Hensynsfuldhed, var han ialfald selv ganske uvidende derom, og om nogen havde sagt ham det, vilde han uden Tvivl have leet høit af en saa mislykket Kompliment.

Thi ligesom Livet i det hele taget syntes ham meget let og bentfrem, saaledes kunde det mindst af alt falde ham ind, at han ligeoverfor sin Ven havde nogensomhelst Tvang at paalægge sig. At Charles var hans bedste Ven, var ham en ligesaa naturlig Ting som, at han selv dansede bedst, red bedst, skjød bedst og at hele Verden overhovedet syntes ham ordnet paa det bedste.

Alphonse var et af de most forkjælede Lykkebørn; han kom til Alt uden Anstrængelse; Tilværelsen passede ham som en elegant Dragt, og han bar den med en saa utvungen Elskværdighed, at Menneskene glemte at misunde.

Og saa var han saa smuk at se paa. Han var høi og smekker; med brunt Haar og store, aabne Øine; Ansigtet var rent og glat, og hans Tænder skinnede, naar han lo. Han vidste godt, at han var vakker; men siden Alverden havde forkjælet ham fra hans tidligste Dage,