CAMILLA. Værre endda: du er udbrændt.
FERDINAND. Se se! Billedet hentet fra en Vulkan.
CAMILLA. Nei fra et Fyrværkeri.
FERDINAND (lænet til Sofaen). Hvor godt jeg mindes den Tid, da jeg samlede Skillinger, for at kjøbe dig en Venskabsring, du har der; hvorlænge jeg gik frem og tilbage foran Guldsmedens Vindu, for at vælge en rigtig smuk og massiv. Jeg har ikke lagt Mærke til den før — det undrer mig — jeg havde ikke ventet — det glæder mig Camilla! at du bærer den endnu.
CAMILLA. Ja men se, hvor tynd den har slidt sig.
FERDINAND. Ja men se, hvor blank den har holdt sig! (Stilhed.)
CAMILLA. Du har forandrede dig i de Aar, du var borte.
FERDINAND. I ét er jeg den samme.
CAMILLA. Det blev ikke som jeg havde tænkt.
FERDINAND. Har jeg skuffet dig?
CAMILLA. Der er gaaet meget tilgrunde hos dig.
FERDINAND. Jeg er saa ensom.
CAMILLA. Det vil du altid blive.
FERDINAND (smerteligt). Camilla!
CAMILLA. Du bryder dig ikke om nogen Ting! — Intet har Værd for dig; du —
FERDINAND. Du ved, — at ligefra —
CAMILLA. Nei nei! — afbryd mig ikke! Det er sandt, hvad jeg siger. Intet er helligt for dig; du spotter over alt og alt ned. Kommer en skjøn og ædel Følelse frem, strax er du paafærde med et Par stygge Ord, der vrænger det hele om. Du spotter endogsaa dig selv, somom du skammede dig ved at have Hjerten.
FERDINAND. Det er næsten, somom jeg skammer mig. Jeg saa saamegen Løgn, saamegen Paraderen med usande Følelser, at jeg tilslut vænnede mig til at skjule bag Spot og Tvivl, hvad jeg eiede af — af Hjerte.
CAMILLA. Saa længe kan du gjemme paa det, til der ikke er mere.
FERDINAND. En skulde faa vide det altsammen; hende vilde jeg betro alt, hvad jeg lider ved at stænge mig inde med mig selv. — Og om du vilde tage mig ind til dig, skulde min store Kjærlighed omslynge os begge, og jeg skulde blive stærk og sand ved dig. (Han bøier det ene Knæ og holder hendes Haand.)
CAMILLA (smiler svagt). Du ved, jeg sagde, du kunde ikke elske.
FERDINAND (hurtigt). Det skal du komme til at bede mig om
