FRU WORM Jeg undres ikke; — jeg beklager mig heller ikke.
FRU STRØM (lidt forvirret). Nei — det gjør du ikke; men jeg skal sige dig noget — Marie! — Ulykken har forhærdet dit Sind — som Pastor ANdersen siger. Naar jeg mindes, hvorledes du var, — den første blandt os alle —
FRU WORM. Var det, for at fortælle mig dette —?
FRU STRØM (godmodig). Nei — nei sleikke — tværtimod Kjære! — jeg havde netop foresat mig at springe over det mellemliggende, for nu er alt det færdigt og glemt skal det være, — ikke sandt? kom lad os sætte os; jeg er kommen, for at tale med dig i Venskab — ikke sandt? i Venskab som i gamle Dage.
FRU WORM. Du skal have Tak — Caroline! men mon vi kan forstaa hinanden — længer?
FRU STRØM. Hvorfor ikke? — gamle Veninder, — gamle Koner — snart — begge to! naar bare du vilde være lidt mindre — jaja! nu begynder jeg, — til Sagen — som Strøm siger: din Mand kommer iaften, — ikke sandt? — du venter ham?
FRU WORM. Jeg ved, han er med Dampskibet.
FRU STRØM. Nuvel! — vi har talt om det hjemme; først vilde jeg havt Strøm med; men — forstaar du! som Byfoged — ikke sandt? — og siden det just var ham, som — som
FRU WORM (roligt). — som afsagde Dommen.
FRU STRØM. — uf ja! — ikke sandt? — men han sagde: gaa du Caroline! — jeg har ingenting mod det! — det var pent af Strøm — ikke sandt? — og derfor er jeg kommen, for at følge dig ned og tage mod Worm paa Bryggen.
FRU WORM. Men jeg gaar sletikke derned.
FRU STRØM. Gaar du ikke ned paa Bryggen? — men Marie! vil du virkelig, at din Mand skal stige iland forladt og ensom, ganske som en — en
FRU WORM. — somen dimitteret Straffange —
FRU STRØM. Hvor kan du sige sligt om din egen Mand!
FRU WORM. Er han da andet?
FRU STRØM. Men tænk dog paa, hvad han var; husk, hvor vi alle var optagne af Alfred Worm — jeg selv ikke mindst — jeg kan gjerne tilstaa det — dengang han kom fra London første Gang —
FRU WORM. Men Kjære! — det gjør jo bare Faldet des dybere.
FRU STRØM. Faldet — siger du! — Faldet; — ja ved du hvad Marie! vi nødes saa mangen Gang til at slaa af paa vore Strængheder her i Livet — helst nufortiden — og allermest, naar det
