Smørogbrød paa Stolene og denne eiendommelige Atmosphære, som man i det høieste kan taale hos sine egne Børn.
Dag ud og Dag ind gik hendes Liv under stadig Slid; mangengang, naar hun maatte høre sin Mand klage over, hvor haardt han arbeidede, tænkte hun med etslags Trods: Jeg gad vide, hvem der har det tungeste Arbeide af os to?
I en Henseende var hun lykkeligere end sin Mand. Hun havde ingen Anelse om Filosofi, og naar hun kunde stjæle sig til et lidet, roligt Øieblik, for at fordybe sig i sig selv, færdedes hun paa helt andre Veie end den arme Filosof.
Hun havde intet Sølvtøi at pudse, ingen Guldstads, hun kunde tage frem og pynte sig med. Men i Hjertets inderste Krog gjemte hun alle Minderne fra det første Aar af hendes Ægteskab, fra dette eventyrlige Jubelaar. Og hun pudsede dem — disse Minder; hun holdt dem saa blanke, at de skinnede klarere for bvert Aar, som gik.
Men naar den trette og forgræmmede Husmoder i al Hemmelighed smykkede sig med disse Herligheder, var det dog ikke saa, at de formaaede at kaste nogen Glands over hendes nuværende Liv. Hun var sig neppe bevidst nogen Sammenhæng mellem den gullokkede Engel med røde Silkebaand og den lille femaars Gut, der laa og grov i det mørke Gaardsrum. Disse Øieblikke rev hende ud af al Sammenhæng, det var som en Opiumsrus.
Naar der saa blev raabt paa hende etsteds fra i Huset, eller et af Børnene blev bragt brølende ind fra Gaden med en stor Kugle i Panden, skjulte hun i Hast sine Skatte, og med sit sædvanlige Udtryk af haabløs Træthed lod hun sig atter gribe af sine utallige Pligter og Sorger.
— Saaledes var det gaaet med dette Ægteskab og saaledes arbeidede disse Ægtefolk sig fremad. De trak begge det samme tunge Læs; men trak de sammen? — Det er trist, men det er sandt: naar Krybben er tom, bides Hestene. —
— Der var stor Chocolade hos Frøknene Ludvigsen — lutter Ugifte.
„Thi de gifte Damer ere saa prosaiske,“ sagde den ældre Frøken Ludvigsen.
„Uf ja!“ raabte Louise.
Stemningen var belivet som den pleier at vaere i saadant Selskab og ved saadan Leilighed; og idet Samtalen fór Byen rundt, kom den ogsaa indom hos Søren. Alle vare enige om, at det var et høist ulykkeligt Ægteskab og et sørgeligt Hus; nogle syntes Synd, andre dadlede.
