indover mod Landsiden; han kjendte sig ikke endnu stærk nok til at se paa Bølgerne, som rullede.
„Hvor skal vi tage ind?“ spurgte han Kusken.
„Per Bratvold har de fineste Huse, ellers er det gode Gaarde allesammen.“
„Lad os tage ind til Per,“ sagde Præsten.
Madeleine havde længe ikke vidst, om Martens kjendte hendes Forhold til Vente-Per; men efter en Tids Ægteskab lærte hun, at et Rygte ikke løber langt uden at komme indom til Præsten; og uden at se op følte hun at hans Øine hvilede paa hende med det Smil, hvormed han pleiede at bøie hendes Vilje.
Vente-Per stod i Torvskuden, da de kom. Han kigede ud af en Sprække, og idetsamme: han saa hende, spyttede han uvilkaarligt Skraaen langt fra sig. Thi efterat han havde ventet en Stund, var han begyndt at tygge Tobak igjen; og da han havde ventet en meget lang Stund, havde han giftet sig.
Det var derfor Pers Kone, der førte Præstefolkene ind i Bedstestuen under mange Undskyldninger, „fordi der nok ikke var som slige Folk var vant til.“ Medens hun ledte efter Per, forat sende ham ind til de Fremmede, gik Præsten omkring i Stuen og undersøgte alt, hvad der fandtes. Ved Vinduet sad Madeleine og stirrede ud i Luften; Synet af Pers Kone — saa frisk og fornøiet, havde gjort hende saa ondt, hun vidste ikke hvorfor.
„Nei se her! — Lena! —“ raabte han hvergang han fandt noget nyt.
Lena var et Kjælenavn, han havde givet hende trods alle hendes Bønner. Lena lød saa hjemligt, saa præstekoneagtigt; ved Madeleine var der en fremmed, fransk Sving, som ikke passede for hans Kone.
I Stuen var der ogsaa mange mærkværdige Ting. Først Skilderier af Vesuv ved Dag og Vesuv ved Nat, dernæst Galeasen „Tre Søstre“ af Farsund; saa kom Fredrik den Sjette i rød Uniform og Hængenæse, og bortover Sengen, der var belagt med Dyner opstablet i Mandshøide, hang et mægtigt Overflødighedshorn af hvid Pap, hvorpaa var klistret med Guldpapirbogstaver; Vorder frugtbare og formerer Eder: det havde været en Bryllupspresent til Huset. Paa den malede Kommode stod en gul Kanariefugl af Alabast paa en rød Pære og ligeoverfor stod en rød Bogfinke paa en gul Pære. Gulvet var skinnende rent og sandstrøet, Ruderne smaa og forskjelligtfarvede, og over det ene Vindu var der spigret et Navnebræt fra et Fartøi, hvorpaa stod i gyldne Bogstaver: „l'espérance.“
