mægtig, taget sig meget ivrigt af hende. Det var en energisk Kone, og da hendes egne Børn allerede vare voxne og gifte hver paa sin Kant, var det et velkomment Afløb for hendes Virkelyst at faa ligesom en Anpart i de unge Forlovede og hvad der vedrørte dem.
Maries Moder var derimod en meget stilfærdig Dame. Hendes Mand, der havde haft et lidet Embede, var død saa tidligt, at Pensionen var yderst knap. Hun var af god Familie og havde i sin Ungdom ikke lært andet end at spille Pianoforte. Denne Færdighed havde hun forlængst ophørt at øve, og i Tidens Løb var hun blevet overordentlig religiøs. —
— „Hør nu, min kjære Fuldmægtig! tænker De slet ikke paa at gifte Dem?“ spurgte Sorenskriveren paa sin godslige Maade.
„Jo!“ — svarede Søren langtrukkent, „naar jeg faa Raad.“
„Raad,“ gjentog Sorenskriveren, „De er s’gu ikke daarligt stillet. Jeg ved, at De har lagt Dem noget tilbedste.“ —
„En Ubetydelighed,“ — indskjød Søren.
„Nuvel — lad saa være; men det viser, at De har økonomisk Sands, og den er mange Penge værdt. Med Deres gode Examen, Deres Familieforbindelser og øvrige Konnektioner i Hovedstaden behøver det ikke at vare saa længe, inden De kan begynde at søge de mindre Embeder, og er man først kommen ind paa Embedsbanen, saa gaar det — som De ved — af sig selv.“
Søren bed sig i Pennen og saa raadvild ud.
„Lad os nu tænke os,“ fortsatte Principalen, „at De — takket være Deres Sparsommelighed — kan sætte Bo uden synderlig Gjæld, saa har De jo Deres Fuldmægtiggage og hvad De ellers vil kunne fortjene ved Extraarbeide. Og det skulde dog være underligt, om ikke en Mand med Deres Dygtighed skulde finde Plads for sin overflødige Tid i en opadstræbende Handelsby som vor.“
Søren tænkte hele Formiddagen paa Sorenskriverens Ord; det stod mere og mere klart for ham, at han overvurderede de økonomiske Vanskeligheder ved at gifte sig, og det var jo igrunden sandt, han havde adskillig Tid tilovers fra Kontoret.
Han skulde spise Middag hos Principalen, hvor ogsaa hans Kjæreste var. Idetheletaget mødtes de Unge næsten vel saa ofte hos Sorenskriverens som i Maries Hjem. Thi den eiendommelige Færdighed, fru Møller — Maries Moder — havde erhvervet sig i at give alle Samtaler en religiøs Udgang, var ikke videre tiltrækkende for de Unge.
Ved Bordet blev der talt om et lidet yndigt Hus, Fru Olsen havde opdaget: „ret en Rede for et Par nygifte,“ som hun udtrykte sig.
