— Mandag og Tirsdag gik Rachel i en feberagtig Spænding; noget maatte ske — syntes hun. Stemningen var mod Johnsen, men det maatte sikkert komme stærkere frem. Hun vidste, at han vilde søge hende; hvad det saa blev til —; og hun ventede ham.
Onsdag i samme Uge skulde Fanny og Madeleine i Dameselskab, Rachel havde svaret nei Tak — kort og godt; men det var man vant til.
„Aa — jeg har saadan forskrækkelig Hovedpine,“ klynkede Fanny, hun kom ind til Madeleine, medens denne klædte sig til Selskabet. Madeleine var fulgt med til Byen Søndag Aften.
„Stakkels Fanny —“ sagde Madeleine oprigtigt, „har du nu faaet Hovedpine igjen!“
„Ja — det kom somom det var kastet paa mig, just som jeg skulde til at bytte Kjole — aa — hvor ondt det gjør.“
„Jeg synes, du har saa ofte Hovedpine i det sidste — Fanny! — du skulde tale til Doktoren om det.“
„Det nytter ikke,“ svarede Fru Fanny og trykkede sin Pande mod det lille Haandspeil, for at kjøle sig; „der er bare et, som hjælper mig, og det er frisk Luft; — og saa Stilhed — huh! her er saadan Larm fra Gaden. Og saa tænke sig, at jeg skal sidde en hel Aften i en varm Stue! — aa jeg holder det aldrig ud!“
„Du skal slet ikke gaa i Selskab saa daarlig som du er,“ sagde Madeleine afgjørende, „jeg skal gjøre en smuk Undskyldning for dig.“
„Ak — om jeg turde blive hjemme — eller — endnu bedre, om jeg var paa Sandsgaard — der er saa stille,“ sukkede Fanny.
„Ja — det skal du netop gjøre —“ raabte Madeleine, „du tager Vognen, naar den har kjørt mig, og reiser derud. Det klarner op — tror jeg —, det bliver vist en stille deilig Maaneskinsaften.“
„Ja — det kan nu være det samme for mig,“ sagde Fanay med et mat Smil, „men synes du, det gaar an, at jeg —“
„Det skal du ikke være bekymret for; jeg skal undskylde dig med saa smukke og forbindtlige Ord, at du ret skal have Ære af al den Umage, du har med at opdrage mig. Se nu — saaledes vil jeg komme —“ og Madeleine, som endnu ikke havde faaet Kjolen paa, neiede og smilede og holdt en flydende Tale om den kjære Fru Fannys slemme Hovedpine.
