Tone i Diskussionen. I denne Henseende var nu Georg Delphin et rent Fund. Han besad netop denne drillende Aandrighed — lige paa Kanten af det nærgaaende, men saa glat, at det vilde være Mangel paa god Tone at blive fornærmet. Derfor var det en sand Fest for Onkel Richard at se Amtmand Hiorth med al sin Aplomb vride sig under den lille behændige Fuldmægtigs Naalestik. Adjunkt Aalbom derimod var ikke saa fin paa det og brød derfor ofte gjennem den gode Tone — til stor Uleilighed baade for Amtmanden og Legationssekretæren.
Idag havde Onkel Richard faaet Samtalen ind paa et Feldt, som han vidste vilde skaffe rigelig og interessant Underholdning. Det var i sin Almindelighed om Fædrelandets Fordele fremfor Udlandet.
Amtmanden havde været i Paris under Louis Philippe; Delphin havde for to Aar siden gjort en Sommertur gjennem Evropa, og Adjunkten havde været i Kjøbenhavn paa et Studentertog.
Delphin skildrede med Begeistring sine Reiser; men alt kulminerede i den høieste Lovprisning af Paris. Amtmanden holdt for, at Paris var en farlig, urolig og fordærvet By, det havde han godt mærket i 1847, og det var som bekjendt blevet endnu galere siden; Adjunkten prøvede at faa et Ord indført om Thorvaldsens Museum.
Samtalen begyndte at tage Fart. Legationssekretæren fordelte sin Hjælp saa ligeligt som han kunde; og naar han syntes han var kommen vel langt over paa Amtmandens Side, plirede han med Øinene til Fuldmægtigen.
Ivrigere og ivrigere kom man fra Gjenstand til Gjenstand. Kvindespørgsmaalet dukkede op. Amtmanden styrtede sig over den franske Usædelighed; men han var ulykkeligvis nødt til at lægge Baand paa sig for Damernes Skyld.
Aalbom, som her fik fast Fod under sig — paa Grund af sit Kjendskab til „det franske Sprogs Oprindelse og historiske Udvikling“, ilede sin Ven Amtmanden til Undsætning med de forfærdeligste Citater ligefra Rabelais til Zola. Derpaa tog de begge i Forening „Hjemmets Kvinde!“ — „Nordens Kvinde!“ — „den sande Kvinde!“ — „hun, som dybest inde“ og saa videre — og løftede hende høit paa Skjolde. Men baade Legationssekretæren og Delphin vare altfor galante Mænd til at sige noget herimod, og de to andre nød Seierens Triumf.
Da reiste Jacob Worse sig og traadte hen til Gruppen. Han havde ikke kunnet lade være halvveis at følge med Samtalen ved Ovnen, og pirrelig som han var efter Mødet med Rachel kunde
