Madeleine saa ind i det lille fine Ansigt og maatte uvilkaarligt tænke paa, hvor deiligt det var. De store blaa Øine laa saa smukt i Hovedet, selve Hovedet var saa lidet og sad saa frit paa Halsen, og om Munden var der saamange vexlende Træk, at man ikke kunde faa Øinene fra den, naar hun talte.
„Hvad glor du paa? —“ spurgte Fanny spøgende.
„Du er altfor vakker —“ svarede Madeleine oprigtigt.
„Naa — det maa jeg sige! — det var en landlig Kompliment,“ lo den unge Frue; men hun blev alligevel en Smule rød og saa endmere straalende ud. —
— Madeleine fulgte med til Byen og blev der et Par Dage. Senere kom hun oftere derind for en kort Tid. Fanny tog hende med til de faa Fornøielser Byen frembød; ofte var der smaa Selskaber hos hende eller i hendes Omgangskreds. Overalt var de sammen, den ene fremhævede den anden ved den eiendommelige Kontrast i deres Ydre og ved en koket Lighed eller Forskjel i deres Toiletter.
Det gamle Garmanske Hus udmærkede sig derved, at enhver af Husets Beboere kunde gjøre omtrent, hvad han vilde — gaa og komme, kjøre eller ride — ganske efter sit eget Hoved. Huset var saa stort, og der kom saa mange Mennesker — dels Gjæster, dels Forretningsfolk, som blev over tilmiddags eller tilaftens, saa det mærkedes aldrig stort, om en eller anden var borte.
Madeleine kunde derfor heller ikke mærke, at nogen savnede hende synderligt i Huset. Fru Garman var jævnthen lige sær, og Rachel holdt sig meget for sig selv, hvilket — paastod Fanny — kom af, „at hun havde taget sig en ny Skriftefader.“
Alene Konsulen syntes at sætte etslags Pris paa hende. Naar hun kom tilbage fra et Besøg i Byen, sagde han altid: „Se — velkommen tilbage! — min Pige! —“ og strøg hende over Haaret.
En Dag, hun just skulde stige ind i Fannys Enspænder for at kjøre til Byen, kom Konsulen gjennem Gangen.
„Ei—ei! vil du nu løbe fra os igjen?“ sagde han venligt, idet han gik forbi.
Madeleine fik saadan ond Samvittighed, og under megen Stammen og Beklemmelse fik hun endelig frem: om Onkel syntes, det var leit, hun reiste til Byen.
„Ih — bevare — nei!“ sagde Konsulen og klappede hende paa Kinden, „du maa endelig gjøre ganske som du selv har Lyst til — Barn!“
Da Madeleine sad i Vognen, syntes hun, at hun var den dummeste Skabning paa Jorden. Hvorialverden kunde det nu falde
