som en Begklat, hvilket den da ogsaa omtrentlig var. I sin Ungdom havde han gjort en Middelhavstur med „Familiens Haab“; men han blev kasseret; thi Anders havde en Legemsfeil: han stammede.
Han kunde snakke længe, uden at det kom; men kom det først, kunde han ligesaagodt opgive at faa sagt mere for den Gang. Thi da blev, han staaende og hakkede og hakkede, til han blev saa sint, at han næsten fik Krampe. I Ungdommen var han derfor farlig at komme nær, naar han stammede; thi ligesom han blev sint, naar han stammede, saaledes stammede han ogsaa, naar han blev sint. Der var kun et, som hjalp, og det var at synge. Derfor hændte det undertiden, naar noget af stor Vigtighed kom ham paatværs i Halsen, at han greb til det fortvivlede Middel at synge det ud; og da havde han en liden, munter Melodi, som han altid brugte. Man fortalte, at han maatte synge, da han friede til sin Kone, — hvis det nu var sandt; men sikkert er det, at det gik sjeldent paa med Sangen, og ve den, der vovede at sige: „Syng Anders!“
Det vil da sige i Ungdommen; nu var han knækket, og man kunde sige, hvad man vilde til ham. Derfor var der ikke længer nogen Fornøielse i at ærte ham, og han fik være i Fred. Mellem Arbeidsfolkene stod han i stor Anseelse, baade fordi han havde været ved Værftet i over 50 Aar, men helst fordi han havde havt megen Sorg paa sine gamle Dage — værst var det med Marianne, som var hans Øiesten og Lyspunktet i hans Liv. Thi af Martin havde han bare Sorg; det var en umulig Gut. Skipperen, han kom hjem med sidste Gang, klagede over ham og vilde ikke have ham med ud igjen. Nu gik han da hjemme og drev og drak.
Aftenen var tyk og regntung, og der skinnede Lys i Hytten, da Begmanden og Marianne nærmede sig.
„Nu sidder de vist og drikker igjen,“ sagde hun.
„De gjør vel det —“ svarede Begmanden. Hun gik hen til Vinduet, de smaa Ruder vare duggede; men hun kjendte en med Spræk i, som altid var klar.
„De er der alle fire,“ hviskede Marianne, „du maa sætte dig foran Kjøkkendøren — Farfar!“
„Ja Barn — ja Barn! —“ svarede den Gamle.
Da de to traadte ind i Stuen, blev der en Pause i Samtalen mellem de fire, som sad og drak. De var nyligt begyndt og paa det første Stadium af beleven Oprømthed.
Martin raabte i en lystig Tone, som skulde skjule hans onde Samvittighed: „Godkveld Gamling! — godkveld Marianne! — kom — faa Jer en Slurk Øl!“
