I den halvt ærbødige halvt harcellerende Tone, hvori mange ynde at henvende sig til unge Theologer, begyndte han at gaa paa Skolebestyreren. Adjunkt Aalbom gjorde det saameget desto tryggere som han kjendte de gamle Herrer Garmans Aversion mod Theologerne, og Fruen var dybt inde i Samtale med sin Bordherre Pastor Martens — helt nede ved den anden Ende af Bordet.
„De tænker vel at gjøre en rig Høst herborte i vore stærkt bevægede religiøse Forhold? — Hr. Kandidat Johnsen!“ — sagde Aalbom med et Grin til de andre.
„Høst?“ spurgte Johnsen kort.
„— Eller Dræt — jeg ved ikke under hvilket Billede De ynder at se Deres Kald“ — henkastede Adjunkten.
„Mit Kald er ialfald foreløbig det samme som Hr. Adjunktens: at undervise Smaabørn, og jeg ynder at se min Opgave klart og ligefrem — uden noget Billede,“ — den unge Theolog svarede stille; men der var dog en Underlyd i Stemmen, som bragte Adjunkten til at fare iveiret.
Fru Fanny og Fuldmægtigen kunde ikke lade være at le — sig imellem; men Fru Aalbom snerrede: „at svare en Mand som Aalbom saaledes!“
Imidlertid ledede Konsulen strax Samtalen over i fredeligt Spor ved at spørge Johnsen om forskjellige Forhold ved Almuskolen. Konsul Garman havde i flere Aar været Formand i Skolekommissionen; thi trods den ikke ubetydelige Afstand var dog Sandsgaard trukket indenfor Bygrændsen.
Rachel sad og glædede sig over de korte, energiske Svar, hvormed hendes Bordherre mødte Konsulens Bemærkninger. Især faldt det i hendes Smag, at den nye Skolebestyrer med stor Bestemthed fordrede endel Forandringer og forøgede Udgifter ved Skolen, som Konsulen fandt unødvendige og altfor kostbare.
Det var ikke ofte, hun havde mødt en Mand, der viste saamegen Kraft og Virkelyst som den unge Theolog. Og hvergang han paa sin rolige, faste Maade sagde: „det maa og skal gjøres“ — eller noget lignende, saa hun halvt foragteligt over til Fuldmægtig Delphin, som nu var ganske optaget af at lære Fru Fanny en Kunst med en Kork og to Gafler. Men naar hendes Blik gled hen over Jacob Worse, kom der noget udfordrende i Udtrykket, som han imidlertid slet ikke syntes at mærke. Thi han vedblev at tale halvt spøgende halvt fortroligt med gamle Jomfru Cordsen.
Ligefra Jacob Worse begyndte at blive en stadig Gjæst paa Sandsgaard, var der opstaaet etslags Venskab mellem ham og den gamle Dame. Hun var ellers tør og indesluttet; men han havde et
