Regjering ytrer, at der ikke vides paa den Tid, ligesaalidt som tidligere, fra nogen Kant at være ytret Tvivl, men ogsaa med et i Realiteten gunstigt Resultat – at
- «denne i Norge som anført dengang almindeligt raadende Mening blev paa samme Tid ogsaa deelt inden Kredse i Sverige, hvor det paalideligste Bekjendtskab til Forholdene og Opinionen der i Landet maatte forudsættes at være tilstede.»
I Anledning heraf skal undertegnede Statsraad Birch-Reichenwald, der i Egenskab af Chef for Justits-Departementet har afgivet det til Grund for den norske Regjerings ovenfor nævnte Betænkning af 21 October sl. liggende underd. Foredrag, tillade sig i Underd. at anføre Følgende:
Forinden jeg som Medlem af Statsraads-Afdelingen i Stockholm i Efteraaret 1859 begav mig til Christiania, hvor Ds. Majst. agtede at aabne Storthingets Forhandlinger, fandt jeg det at være min Pligt at søge at erhverve Vished om den vedvarende Gyldighed af de Erfaringer, jeg allerede under et Ophold i Sverige i det foregaaende Aar havde havt Anledning til at gjøre om, at det dengang af Mænd, som maatte forudsættes baade at være vel bekjendte med Forholdene i Sverige og fuldt competente til at dømme om dem, blev antaget, at der ikke af Hensyn til disse Forholde kunde være nogen væsentlig Betænkelighed ved Statholder-Postens Ombytning med en Statsminister-Post. –
Der skede da i September 1859, efter dertil af mig og et andet Medlem af Statsraads-Afdelingen i Stockholm specielt given Anledning atter af anseete svenske Mænd og navnlig af flere Medlemmer af Ds. Majst.s svenske Statsraad Udtalelser, som gik ud paa, at Spørgsmaalet om en Forandring med Statholder-Embedet kunde uden Hinder fra svensk Side bringes til Afgjørelse med et i Realiteten gunstigt Resultat, medens der ligesaa lidt dengang som tidligere ytredes nogen Tvivl om Sagens Afgjørelse i formel Henseende som et rent norsk Anliggende. –
Af de saaledes vundne Erfaringer drog jeg for mit Vedkommende den Slutning, at der ingen Betænkelighed kunde være mod at tilkjendegive Medlemmer af det da forsamlede Storthing, at saafremt dette under Behandlingen af de flere hvilende Forslag til Forandring i Grundlovens § 12 m. fl. fattede en Beslutning som den, der senere under 9 Decbr. 1859 blev afgiven, kunde denne Beslutning ventes at ville blive af Ds. Majst.s Raad anbefalet til naad. Sanction.
Disse ere de Data, til hvilke jeg har støttet den i Ds. Majst.s naadigste Dictamen omhandlede Udtalelse i mit underd. Foredrag af 21 f. M., hvorefter en i Norge raadende Mening om, at Udsigterne
